Dansk håndbold kæmper med dårlig økonomi

Netop offentliggjort rapport fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) påviser at de danske ligaklubber er på vej mod historiske røde regnskaber.

Nyhed, 17/1-2012

Det samlede underskud i de danske klubber ser ud til at stige med næsten 30 procent i forhold til sidste år. Og dette er efter AG København er trukket ud af ligningen, som det fremgår af rapporten:

http://www.idan.dk/~/media/Nyhedsbrev/Nyhedsbrevpdf/Nyhedsbrev45a.ashx


- Det er desværre ikke overraskende, at det ser sådan ud, som Idan undersøgelse af dansk håndboldøkonomi fortæller, udtaler direktør i Håndbold Spiller Foreningen Michael Sahl Hansen og fortsætter:

- Tendensen med den øgede polarisering i dansk håndbold er meget bekymrende. Det er ufatteligt, at det nogle steder nærmest er blevet kutyme, at man kun har dækning for 50/60/70 % af de samlede lønudgifter inden sæsonen går i gang. Resten skal komme i løbet af sæsonen, og afhænger derfor meget af succes på banen. Lykkedes det ikke at hente de manglende kroner, så går klubberne til spillerne og varsler lønnedgang. Det er fuldstændig urimeligt, da spillerne har sat sig i faste omkostninger ud fra deres indtægter. Samtidigt kan en klubkonkurs til sidst i en sæson ændre på stillingen i en række, hvilke kan have store konsekvenser for de implicerede hold. Det har vi set eksempler på tidligere, og det kan vi ikke leve med. 

 
Et nyt kontrolsystem? 
- En løsning til at bekæmpe problemerne kunne være øget kontrol undervejs i sæsonen. Man kan sagtens sammensætte et regelsæt, der øger kravene til klubbernes kapital etc., men hvis der ikke løbende følges op, så kan man stå med alvorlige problemer sidst på sæsonen, hvilket vi har set flere gange de seneste år, udtaler Sahl Hansen.


Tæring efter næring
- Jeg synes de klubber som år efter år udviser ansvarlighed ved at sætte tæring efter næring, viser vejen. Klubber som blandt andet Skjern, BSV og Randers har i en årrække vist, at man godt kan spille med i toppen af rækken og samtidig køre med sorte tal på bundlinjen. Det nytter ikke noget at spænde buen så hårdt, at man er tvunget til at komme i DM finalen og kvalificere sig til Champions League, før det tilnærmelsesvis løber rundt, afslutter Michael Sahl Hansen.