DHF og Divisionsforeningen "bureaukratiske og langsommelige"

Pressemeddelelse, 26/2-2007
I går kunne man i Jyllands-Posten læse og høre, at FCK nu trækker sig fra Udvalget for Professionel Håndbold fordi DHF er for bureaukratisk, og fordi FCK ikke vil være medlem af udvalg, hvor der ingen fremdrift er. Også Ulrik Wilbek har været ude og kritisere DHF´s bureaukrati i den forgangne uge. Hans forslag om ændrede regler for børne- og ungdomshåndbold er fortsat ubesvaret trods 9 måneder på bagen.
 
Håndbold Spiller Foreningens erfaringer
I Håndbold Spiller Foreningen kan vi kun synge med i koret om kritik af bureaukrati og langsommelighed. Vores erfaringer er, at der ikke sker en tilstrækkelig udvikling i de udvalg, som Håndbold Spiller Foreningen tidligere har deltaget i på ad hoc basis.
 
Dette er da også baggrunden for, at Håndbold Spiller Foreningen har takket nej tak til at blive indskrevet som deltagere i et samarbejdsudvalg i DHF´s love, hvor DHF, Divisionsforeningen i Håndbold og Håndbold Spiller Foreningen hver skulle have 3 pladser, og hvor der krævedes enighed for at træffe nogle beslutninger. Dette udvalg er efter Håndbold Spiller Foreningens opfattelse dødsdømt på forhånd, da det vil tage for lang tid, at nå til en samlet holdbar løsning for dansk håndbold.
 
Håndbold Spiller Foreningen ønsker hovedaftale og overenskomst
I stedet ønsker Håndbold Spiller Foreningen, at der en gang for alle organisatorisk tages hånd om håndboldspillernes ansættelsesvilkår. Håndbold Spiller Foreningen foreslår en struktur, hvorefter der indgås en hovedaftale og overenskomst mellem Håndbold Spiller Foreningen og Divisionsforeningen Håndbold.
 
Overenskomsten vil sikre, at alle ansatte spillere i danske klubber har et aftalt rimeligt minimum af rettigheder, minimums forsikringsdækning, løn, etc.
Med andre ord: En overenskomst vil sikre, at der er ordnede forhold for alle professionelle håndboldspillere i Danmark.
 
Samlet vil aftalekomplekset placere et væsentligt ansvar for udviklingen af professionel håndbold på Håndbold Spiller Foreningen. Et ansvar som Håndbold Spiller Foreningen skal forvalte i samarbejde med Divisionsforeningen Håndbold og DHF.
 
Håndbold Spiller Foreningen har drøftet dette emne med DHF og Divisionsforeningen i mere end 2,5 år. Både DHF og Divisionsforeningen Håndbold bekræfter, at der ikke er ordnede forhold i dansk håndbold for spillerne, men ingen af de to parter har indtil nu formået at oplyse, hvordan de ser de ordnede forhold etableret. På nuværende tidspunkt har Håndbold Spiller Foreningen gentagne gange inden for det sidste halve år opfordret Divisionsforeningen Håndbold til at deltage i et møde herom, men indtil videre uden held.
 
DHF's høringsregler
Og som om det ikke er nok, så har DHF nu uden nogen meddelelse herom forinden i øvrigt sløjfet deres høringsregler, som DHF ellers reklamerede stort for ved vedtagelsen.
Således er de nye regler om forhåndsaftaler fastsat uden høring og til Håndbold Spiller Foreningens fortrydelse "vist nok" også uden sanktionsregler ved overtrædelse - så klubberne kan, hvis det er det de vil, endnu engang se stort på reglerne om tidspunktet for indgåelse af kontrakter.
 
Så kære Ulrik 9 måneder er ikke særlig længe - vi i Håndbold Spiller Foreningen håber dog ikke, du skal vente lige så længe, som vi har gjort det på et svar.