DHFs kommercielle brug af spillerne stoppes, da der ingen aftale findes herom

Der er stadig ingen aftale mellem DHF og Herre-A-landsholdsspillerne. Derfor må spillerne nu bede DHF stoppe brugen af spillere i fx reklamer for sponsorer.

Pressemeddelelse, 8/7-2009

Spillerne har i dag sendt et brev til DHF, hvor det påpeges, at DHF ikke må bruge herrelandsholdsspillernes rettigheder, herunder brug af billeder, navne m.v. i kommerciel sammenhæng på DHF's hjemmeside, ligesom DHF's sponsorer heller ikke må bruge spillernes rettigheder. Spillerne har nu givet DHF en frist indtil 29. juli til at indgå en rimelig aftale med Håndbold Spiller Foreningen om deltagelse på herrelandsholdet eller til at stoppe den kommercielle brug af spillernes rettigheder.
 
Spillerne har retten til at bestemme over den kommercielle brug af deres eget navn og billede. Det er slået fast utallige gange, også i en rapport DHF selv har fået udarbejdet, og som kan hentes på DHFs hjemmeside her: http://www.dhf.dk/composite-871.htm.
 
Kasper Hvidt udtaler:
 
Status er desværre, at der i øjeblikket ikke er nogen aftale mellem os og DHF, og derfor vil vi ikke lade dem fortsætte med at bruge os kommercielt. At spille på landsholdet er jo ikke bare at spille nogle kampe her og der. Der sker hele året en massiv kommerciel udnyttelse af landholdsspilleres rettigheder.”
 
Det er dybt beklageligt, at DHF med deres ageren har tvunget os til nu at skride ind overfor den kommercielle brug. Vi er kede af, at det går ud over sponsorerne. Men jeg håber alle kan forstå, at vi ikke vil lade DHF og sponsorerne bruge os kommercielt uden en aftale herom.”
 
 
Spillerne er klar til at forhandle
 
Herrelandsholdets spillere vil meget gerne forhandle videre straks og er stærkt provokeret af, at DHF ikke udleverer nødvendige oplysninger for forhandlingerne og at DHFs ledelse tilsyneladende er taget på sommerferie juli-måned ud.
 
Kasper Hvidt udtaler:
 
DHF har ingen aftale med sine landsholdsspillere. Det er mig ubegribeligt, at DHF ikke vil skabe et grundlag for reelle forhandlinger ved at udlevere nødvendige aftaler og andre oplysninger til os og invitere til hurtige forhandlinger, uanset om det er ferietid eller ej.”
 
Jeg skal understrege, at vi spillere og vores forhandlere selvklart er i stand til at behandle fortroligt materiale fortroligt.


Kommentarer til DHFs seneste udmeldinger
 
Landsholdsspillerne har i de sidste 3 uger besluttet at afstå fra at være udfarende i pressen. DHF har derimod udtalt sig flere gange, og nu føler spillerne sig nødsaget til at rette de værste skæverter fra DHFs side:
 
1. DHF har givet udtryk for, at spillerne har forlangt en lønstigning:
 
Det er ikke korrekt, at spillerne har forlangt en lønstigning. Spillerne har tilbudt at gå ned i løn for 2009 i forhold til 2008, og har fremadrettet gået efter at bevare samme forholdsmæssige andel af indtjeningen på landsholdene som hidtil. Det er en model, der tager hensyn til den situation, hvor DHF’s indtjening på landsholdene måtte falde.
 
2. Morten Stig Christensen har udtalt, at Team Danmarks dårlige økonomi vil gå ud over DHF i 2009/2010:
 
”Dette er ikke korrekt. DHF har indgået en længerevarende aftale med Team Danmark med en fast betaling til DHF. Denne aftale udløber først 1. august 2011.
 
3. DHF har gjort gældende, at deres økonomi er dårlig:
 
Dette er ikke korrekt. DHF har en god og stabil økonomi med stigende indtjening på landsholdsaktiviteterne. Udviklingen i DHFs indtjening på landsholdene læst ud af DHFs regnskaber:
 
1998 kr. 15.751.000
1999 kr. 18.357.000
2000 kr. 20.825.000
2001 kr. 25.851.000
2002 kr. 26.026.000
2003 kr. 29.560.000
2004 kr. 34.162.000
2005 kr. 33.897.000
2006 kr. 38.477.000
2007 kr. 39.970.000
2008 kr. 44.137.000

 
4. DHF har tilkendegivet, at det ikke vil være forsvarligt at udlevere aftaler og regnskabsmateriale via e-mail til spillernes forhandlere og advokat:
 
Dette er ikke korrekt. Store dele af de sponsoraftaler og det regnskabsmateriale, der er interessant for spillernes forhandlere, er allerede sendt på e-mail fra DHF til spillernes forhandlere. Derfor kan det ikke være et problem at e-maile det materiale, som mangler for at forhandlingerne kan foregå på et oplyst grundlag. I øvrigt er spillernes forhandlere selvklart i stand til at behandle fortroligt materiale fortroligt.”
 
For yderligere kommentarer kontakt Kasper Hvidt i dag mellem kl. 14 og 17 på tlf. 29 92 15 72.
 
Med venlig hilsen
Håndbold Spiller Foreningen
 
p.v.a. Herre-A-landsholdsspillerne