DHF´s økonomi er god

- DHF gav trods løfter herom ikke fuld indsigt i de regnskabsmæssige oplysninger.

Pressemeddelelse, 29/7-2009

Lars Jørgensen udtaler om DHF´s økonomi:

"Herrelandsholdet har de sidste to dage haft en statsautoriseret revisor fra Ernst & Young til at gennemgå DHF´s økonomi sammen med HSFs direktør. Om end vores folk ikke fik lov til at se væsentlige dokumenter på deres besøg hos DHF, så kan vi nu fastslå, at DHF ikke er i krise. DHFs økonomi er god og indtægterne fra landsholdene er steget markant de sidste år".

På besøget hos DHF blev det afdækket, at DHF´s indtægter faktisk er langt højere end de 55 mio. kr., som er anført i deres regnskab for 2008. DHF opgør nemlig flere regnskabsposteringer som nettoindtægter.

Lars Jørgensen udtaler:

"Nu kan vi konstatere, at denne konflikt ene og alene har handlet om, at DHF ikke vil honorere os spillere rimeligt, men i stedet vil bruge DHFs store indtægter fra landsholdene på løn til en administration i DHF, som aldrig har været større end nu. Det kommer ikke til at ske med mig på landsholdet".

Adgangen til de økonomiske oplysninger

Morten Stig Christensen, DHF´s direktør har gennem den seneste måned i medierne og direkte over for Bo Spellerberg tilkendegivet, at herrelandsholdets repræsentanter kunne få fuld indsigt i DHF´s økonomi og ved selvsyn bladre i papirerne og konstatere, at DHF´s økonomi er dårlig og ramt af finanskrisen. Dette løfte har DHF ikke levet op til.

Lars Jørgensen udtaler i denne forbindelse:

"Jeg er rystet over, at DHF kan love Bo Spellerberg i fuld offentlighed, at vi kan få fuld indsigt i de økonomiske papirer, og når vi så kommer for at se papirerne, så tilbageholdes samtlige centrale oplysninger for os. Det er dybt useriøst. DHFs ledelse med Per Bertelsen i spidsen har simpelthen spildt vores tid og holdt os for nar".

DHF har trods løfter herom ikke givet herrelandsholdets repræsentanter fuld indsigt i den økonomiske situation. På trods af at den statsautoriserede revisor fra Ernst & Young og HSFs direktør har underskrevet en fortrolighedserklæring, har DHF ikke givet adgang til en række centrale dokumenter.

For at kunne vurdere DHF's økonomiske situation er det blandt andet nødvendigt med indsigt i sponsoraftalerne, da det er den største indtægtskilde og her DHF har tilkendegivet, at krisen er placeret. Desværre fik vores repræsentanter ikke lov til at se de centrale sponsoraftaler (Puma, GF samt Cimber for 2010 og frem efter), og har derfor ikke haft mulighed for at vurdere i hvilket omfang indtægterne kan vurderes som sikre i de kommende år.

Herudover manglede vores repræsentanter adgang til specifikationer af DHF´s kommercielle indtægter og omkostninger, hvilket omfatter sponsorindtægter og omkostninger til sponsorarrangementer mv. Endelig fik vores repræsentanter ikke adgang til at se aftalen om TV-rettighederne, på trods af, at det er en betydelig indtægt i regnskabet.

Delkonklusioner på det materiale, vores revisor har gennemgået:

1. Det seneste estimat for DHF for 2009 er udarbejdet pr. 31. marts 2009. Dette estimat udviser et lidt bedre resultat end fremlagt på DHF´s årsmøde i juni. Ud fra det forelagte budget er der derfor ikke indikationer på, at DHF har økonomiske vanskeligheder i 2009.

2. DHF har ikke udarbejdet prognoser for 2010 og 2011. Det er helt usædvanligt, at en virksomhed, der angiver at være i økonomisk krise, ikke har udarbejdet prognoser for den økonomiske udvikling de kommende år.

3. Der foreligger ingen konkrete spareplaner fra DHFs side. Dette er højst usædvanligt, hvis organisationen har en økonomisk krise. Normalt ville bestyrelsen så hurtigt som muligt beslutte, hvor der skal spares på baggrund af et oplæg fra direktionen. Et sådant oplæg har direktøren ikke udarbejdet, og DHFs bestyrelse ikke bedt om.

4. Selv i sunde virksomheder, er der gennemført administrative besparelser i 2008/09, begrundet i den økonomiske afmatning. Hos DHF er der endnu ikke gennemført administrative besparelser, bortset fra at organisationen er reduceret med 1 medarbejder. Igen indikerer dette ikke en organisation i krise.

5. Der kan være usikkerhed om DHFs indtægter i 2010 og 2011 fra sponsorer, idet en række aftaler skal genforhandles og nye skal indgås. Der har dog ikke været muligt at få oplyst om denne usikkerhed er større eller mindre end sædvanligt. Vores repræsentanter har ikke haft adgang til de detaljerede oplysninger i sponsorkontrakterne (bonus m.v.), og på basis af det forelagte kan det derfor ikke konstateres, at DHF har en betydelig økonomisk krise.

Hvis den økonomiske situation havde været alvorlig, burde Per Bertelsen og den øvrige bestyrelse have forlangt, at økonomien blev fulgt langt tættere, end tilfældet har været. Yderligere ville man have gennemført administrative besparelser, hvis krisen havde været reel.

Forhandlinger

Landsholdet har meddelt DHF, at spillerne ønsker at deltage i et af DHF tilbudt forhandlingsmøde med den 3. august kl. 8.00 i Kolding, såfremt DHF forinden på skrift meddeler:

  • De forpligtelser, som DHF har påtaget¡@sig af betydning for spillerne.
  • Omfanget af rettighedsoverdragelse til sponsorerne til at udnytte spillernes kommercielle rettigheder
  • Vilkår for og størrelse¡@af bonusaftaler med sponsorer
  • Ovennævnte sponsoraftalers længde

For at kunne forberede forhandlingsmødet, er spillerne naturligvis nødt til på forhånd at have tilsendt disse oplysninger på skrift, idet aftalen med spillerne skal tage højde for disse forhold.

Ligeledes er det en forudsætning for spillernes deltagelse i et forhandlingsmøde, at DHF i god tid inden forhandlingsmødet sender et forhandlingstilbud, idet det ikke giver mening at mødes igen, såfremt¡@spillerne ikke har noget nyt at forholde sig til i forhold til Per Bertelsens tidligere udmeldte løndiktat og efterfølgende afvisninger af spillernes forskellige konstruktive løsningsforslag.

Lars Jørgensen udtaler i denne forbindelse:

"Vi forventer, at DHF stopper med at lege med os og at DHF´s reelle beslutningstager Per Bertelsen nu sagligt vil begynde at forholde sig til vores rimelige krav, der går ud på en fastholdelse af den samme rimelige andel til spillerne af de indtægter, der genereres på landsholdene. Dette tager højde for en eventuel nedgang i indtægterne, som DHF er bekymret for."

For yderligere oplysninger kan Lars Jørgensen og Torsten Laen kan kontaktes