DHFs ståsted urimeligt

DHF vil ikke dele den økonomiske optur med spillerne.

Pressemeddelelse, 2/10-2005

Vi kan bekræfte, at weekendens forhandlinger om en ny samarbejdsaftale mellem kvindelandsholdet og DHF ikke har ført til en aftale.

Spillerrepræsentant Rikke Hørlykke udtaler:

"Vi har i forhandlingerne udvist stor imødekommenhed i bestræbelserne på at finde en snarlig løsning. Vi ønsker at få en rimelig andel af den økonomiske fremgang, DHF har oplevet i kraft af os spillere. Det er derfor med stor skuffelse, at vi har måttet konstatere, at DHF ikke vil være imødekommende på dette og har afbrudt forhandlingerne."

"Nu har vi i øvrigt gentagne gange oplevet, at DHF har haft mere travlt med at kommunikere budskaber i pressen end med at indgå i realistiske forhandlinger med vores forhandlingsudvalg. For os er det ikke konstruktivt at bruge kræfter på at forhandle i pressen. Vi insisterer fortsat på en forhandlingsmæssig løsning."

"Vi forhandlere har et mandat, og DHF skal ikke blande sig i, hvem vi stiller med. I øvrigt taler de mod bedre vidende, idet jeg hele tiden har været involveret i vores forhandlinger de seneste døgn. Men deres taktik er da tydelig, de vil forsøge at sætte en kile ned mellem spillerne og forhandlingsudvalget, og til det har spillernes reaktion været ganske entydig, nemlig at det er fuldstændigt uacceptabelt, og for hver gang DHF behandler os urimeligt, rykker vi kun tættere og tættere sammen."

Med venlig hilsen

Kvindelandsholdet

Yderligere kommentarer kan fås hos Rikke Hørlykke.