Fælles Pressemeddelelse

Dansk Håndbold Forbund, Håndbold Spiller Foreningen og Divisionsforeningen Håndbold udsender hermed følgende fælles pressemeddelelse:

Pressemeddelelse, 26/9-2011

I skyggen af det dybt tragiske hændelsesforløb, hvor Lars Olsen fra Ribe-Esbjerg HH søndag døde i forbindelse med en kamp i 1. division mellem Team Sydhavsøerne og Ribe-Esbjerg HH, vil dansk håndbolds tre store interesseorganisationer samlet udtrykke vores uendeligt store sorg over, at en så tragisk begivenhed har ramt vores sport.

Vi har efterfølgende været i kontakt med såvel de implicerede klubber som med kampens dommere, og alle, der har været involveret i den tragiske begivenhed, er blevet tilbudt psykologisk krisehjælp gennem Dansk Håndbold Forbunds forsikringsordning.

DHF, Håndbold Spiller Foreningen og Divisionsforeningen Håndbold opfordrer desuden arrangør-klubberne i den kommende runde såvel i ligaerne som i 1. division om i forbindelse med kampene at iagttage et minuts stilhed til minde om Lars Olsen.   

Skulle Ribe-Esbjerg HH ønske det, vil klubbens kommende opgør naturligvis blive udsat, indtil spillere og ledere i klubben igen føler sig mentalt i stand til at gennemføre en håndboldkamp.