Herrernes VM 2017 gik til Frankrig

Danmark bliver ikke vært for herrernes VM i 2017. Slutrunden skal i stedet spilles i Frankrig. Det afgjorde IHF's rådsforsamling i går.

Nyhed, 16/12-2011

I aften tørner det danske kvindelandshold sammen med Frankrig i VM-semifinalen, men i går fandt et helt andet dansk-fransk VM-opgør sted uden for håndboldbanen. Det internationale håndboldforbund IHF’s rådsforsamling besluttede nemlig, hvor VM for herrer skal spilles i 2017. Danmark tabte afstemningen, og værtskabet gik til Frankrig, som var favorit til at vinde. 

DHF har derfor allerede nu meldt ud, at man vil søge om VM i 2019. Og den slutrunde er der ganske fine chancer for at hente til Danmark, lyder det fra DHF’s generalsekretær Morten Stig Christensen:

- Da vi udover Frankrig var eneste ansøger til slutrunden, tror jeg, vi har gode chancer for at få overdraget arrangementet i 2019. Nu har vi vist flaget over for IHF-komitéens 17 medlemmer. 

Det danske herrelandshold har i hvert fald hjemmebane-fordelen, når det går løs ved EM i 2014. Året efter har Danmark også værtsrollen ved kvindernes VM, og EM for U19-piger 2013 skal ligeledes afvikles på dansk grund.