Håndbold Spiller Foreningen beklager konkurs i GOG Svendborg TGI

Det er med beklagelse, at HSF i dag har modtaget besked om, at GOG Svendborg TGI er gået konkurs.

Pressemeddelelse, 26/1-2010

HSF har sammen med spillerne arbejdet hårdt til det sidste for at gøre en overlevelse mulig, og som det da også kom frem under mødet i dag i Skifteretten, var alle spillere klar til at underskrive lønnedgangsaftalen.

Tilsynet gav under Skifteretsmødet ligeledes udtryk for, at det ikke har været muligt at nå til enighed med de øvrige kreditorer, hvorfor der ikke ses at være noget, som spillerne og Håndbold Spiller Foreningen i sidste ende har kunnet gøre for at undgå denne kedelige situation, og at det, der reelt vælter GOG Svendborg TGI A/S ,er det økonomisk uføre herunder en finanskrise, der er startet inden indeværende sæson.

Kasper Nielsen, der lige nu koncentrerer sig om kampen mod Norge, udtaler:

"Jeg er selvfølgelig ked af, at det ikke er lykkedes for klubben at nå til enighed med samtlige kreditorer, så GOG kunne overleve. Det er en klub, som mit hjerte banker for, og som jeg har haft mange gode oplevelser sammen med. Derfor brugte jeg også i går tid på at sende min bekræftelse på lønnedgangsaftalen til klubben - selv om jeg har vigtige kampe at spille for det danske landshold lige nu. Jeg føler, at vi spillere har gjort hvad vi kunne for at være med til at løse problemerne, og at vi har fået kompetent hjælp fra Håndbold Spiller Foreningen."

Kasper Jørgensen fortsætter:
"Det økonomiske uføre gennem længere tid gjorde, at fundamentet var for skrøbeligt da de overordnede konjunkturer ændrede sig, og det er frygteligt nu at GOG en institution i dansk håndbold er lukket på topplan. Alle spillere og Håndbld Spiller Foreningen har lagt et stort stykke arbejde for at få dette til at lykkes."  

Annelise Vidø, HSF udtaler:

"Det har været et meget kompliceret forløb at nå til enighed om en lønnedgangsaftale, som alle spillere kunne enes om, og som også klubben kunne acceptere, men i går lykkedes det at nå til enighed og få alle spillere til at bekræfte, at de kunne underskrive aftalen, så det er ærgerligt, at klubben ikke har kunnet komme overens med de øvrige kreditorer også."

Håndbold Spiller Foreningen går nu i gang med at hjælpe spillerne med at anmelde deres krav til Lønmodtagernes Garantifond og i øvrigt hjælpe dem med at komme videre i denne vanskelige situation.

For yderligere kontakt:

Annelise Vidø, direktør 51 35 19 05

Torben Vinther, formand 20 21 00 11

Med venlig hilsen

Håndbold Spiller Håndbold