Håndbold Spiller Foreningen og overenskomst?

Håndboldspillere har også ret til rimelige mindstekrav.

Pressemeddelelse, 19/1-2010

Forhistorie:
Håndbold Spiller Foreningen (HSF) har de seneste 7 år haft en tæt dialog med Divisionsforeningen Håndbold (DFH) om indgåelsen af en overenskomst i dansk håndbold mellem DFH og HSF.

Det har desværre ikke været muligt at få dette arbejde prioriteret i DFH, hvorfor HSF i stedet drøfter dette med de enkelte klubber som tiltrædelsesoverenskomster, hvilket også er kendt på det almindelige arbejdsmarked.

Lønnedgang og overenskomst:
I forbindelse med, at klubberne beder spillerne om at gå markant ned i løn, har spillerne sagt, at de gerne vil have en overenskomst til gengæld - en overenskomst, der er omkostningsneutral for klubberne. I langt de fleste tilfælde er klubberne efter forhandlinger interesseret heri. Det har nemlig vist sig, at klubberne reelt ikke har haft et indgående kendskab til, hvad det er DFH har sagt nej til på deres vegne, og når vi forklarer dem det, så er der ikke de store problemstillinger i vores tiltrædelsesoverenskomst. Det afgørende spørgsmål, som klubben skal svare på er: vil vi have ordnede forhold i branchen som helhed eller ej?

Spillerne får i forbindelse med forhandlingerne overenskomsten gennemgået og får også udleveret en kopi heraf, hvis de ønsker at sætte sig nærmere ind i den, hvilket mange gør. I den forbindelse er der blevet lavet nogle tilføjelser til overenskomsten. Vi vil meget gerne i en konstruktiv dialog med alle klubber om indholdet i overenskomsten, så håndboldbranchen som helhed kan tage et ansvar for, at branchen som helhed har rimelige mindste vilkår for spillerne.

Håndbold Spiller Foreningen er for tiden i tæt dialog med flere klubber om indgåelsen af overenskomsten. Således har det længe været kendt, at der pågår positive forhandlinger med KIF Kolding om dette. GOG Svendborg TGI A/S har i fredags accepteret at tiltræde overenskomsten, ligesom FOX, FCM Håndbold og SK Aarhus har accepteret at tiltræde overenskomsten, når visse betingelser er opfyldt.

HSF er i positiv dialog med flere andre klubber omkring indgåelsen af en overenskomst.

HSF´s formandskab udtaler:
Formand i HSF Torben Vinther udtaler:
- Det er kun rimeligt, at håndboldspillere får rimelige vilkår, og heldigvis er det også tilfældet i mange klubber allerede. Derfor er det glædeligt, at der er klubber, der er enige med os, og vi er meget glade for den dialog, vi har med flere af klubberne for tiden.
- Det har nemlig vist sig, at klubberne reelt ikke har vidst, hvad DFH har sagt nej til på deres vegne, og når vi forklarer dem overenskomstens indhold, så er der ikke den store modstand. Det afgørende spørgsmål, som klubben skal svare på er: vil vi have ordnede forhold i branchen som helhed eller ej?

Næstformand i HSF, Bo Spellerberg følger trop:
 - Vi arbejder stenhårdt som professionelle håndboldspillere året rundt. Satsningen fra spillernes side er total i et erhverv med kort karriere og stor skadesrisiko. De grundlæggende vilkår er desværre ikke fulgt med. Det ønsker vi, at der tages action på nu.


Baggrund:
Håndbold Spiller Foreningen har i 7 år forsøgt at få en rimelig overenskomst igennem med klubberne. Den 27.07.2006 blev et egentligt overenskomstforslag fremsendt. Et forslag, der tager hensyn til klubbernes formåen og administrative kunnen. Håndbold Spiller Foreningen har forløbet igennem været villige til at drøfte evt. ændringer heri, hvilket ikke er fremkommet fra DFH´s side i nu snart et år.

DFH har ikke fremlagt en samlet løsning til at skabe ordnede forhold for spillerne i dansk håndbold på trods af, at DFH er af den opfattelse, at der ikke eksisterer ordnede forhold.

DHF´s standardkontrakt:
DHF har ligeledes tilkendegivet, at der ikke er ordnede forhold for spillerne. Til trods herfor er der først sidste år foretaget ændringer i standardkontrakten i 7 år - og de er desværre kun en forværring for spillerne.

Hvad er det vi vil og hvorfor: 
1. Overenskomsten vil sikre klubberne de nødvendige rettigheder, for at klubberne kan være sikre på at være i besiddelse af spillernes imagerettigheder ved indgåelse af sponsorater.

2. Overenskomsten vil sikre størst mulig sikkerhed for systemet med uopsigelige åremålskontrakter, så hverken klubber eller spillere kan løbe fra en aftalt kontrakt.

3. Overenskomsten vil sikre, at alle klubber konkurrerer om spillernes ansættelse på lige vilkår. Alle klubber vil skulle indordne sig under samme standard for mindsteløn, minimums forsikringsdækning, etc. – ikke sorte penge m.v. da en misligholdelse af standardkontrakten er en misligholdelse af overenskomsten med bodsbestemmelser til følge.

4. Overenskomsten vil som konsekvens heraf sikre, at alle ansatte spillere i danske klubber har et aftalt rimeligt minimum af rettigheder, minimums forsikringsdækning, løn, etc.

Med andre ord: En overenskomst vil sikre, at der er ordnede forhold for alle professionelle håndboldspillere i Danmark.

Vi ser f.eks. ofte problemer med feriepenge, løn ved sygdom og skader, fri bil (der ikke håndteres korrekt skattemæssigt), sorte penge, ansættelseskontrakter uden tegnet arbejdsskadeforsikring, lejeaftaler til under lønnen i den første kontrakt.

Samlet vil aftalekomplekset placere et væsentligt ansvar for udviklingen af professionel håndbold på Håndbold Spiller Foreningen. Et ansvar som Håndbold Spiller Foreningen er klar til at tage. 
Vi vil derfor gerne opfordre alle til at ringe til os, hvis de har det mindste problem/spørgsmål, de ønsker at drøfte med os.

Minimumskrav:
HSF stiller ikke urimelige eller ultimative krav. Vores krav er fx:
-         Spillerne skal have indflydelse på egne ansættelsesforhold. I dag gælder en obligatorisk standardkontrakt udformet af DHF uden nogen spillerindflydelse.

-         Tilstrækkelige forsikringer. Dette er en absolut nødvendighed i betragtning af at håndboldspiller-jobbet er et erhverv med høj risiko.

-         Pensionsindbetalinger. Også håndboldspillere har brug for at spare op til pension.

-         Erhvervs- og uddannelsesvejledning. Pga. håndboldspillernes korte karriere som håndboldspillere er dette afgørende vigtigt at få op at stå. Ellers vil vi se, at flere og flere spillere vil ende i problemer, når alder eller skade gør en ende på håndboldkarrieren.

Kontakt:
For yderligere oplysninger kontakt: Torben Vinther, formand, 20 21 00 11

Med venlig hilsen
Håndbold Spiller Foreningen