HSF glade for DHF's kamp mod transfergebyrerne

DHF har netop meddelt, at de er klar til kamp mod IHF's internationale transfergebyrer. Den melding glæder Håndbold Spiller Foreningens direktør Michael Sahl Hansen.

Pressemeddelelse, 16/11-2011

Den 1. juli 2011 gennemførte det Internationale Håndbold Forbund (IHF) en stigning i administrationsgebyret fra 300 euro (2400 danske kr.) til 800 euro (6400 danske kr.). Det betyder, at håndboldspillere, der ønsker at spille i et andet land, skal punge ud med 6.400 kr., dette vel at mærke, hvis man er amatør. Er der tale om en kontraktspiller, der skifter mellem to lande, så er gebyret over 18.000 kr. 

Dansk Håndbold Forbund har netop meddelt, at de er klar til kamp for at få sænket transfergebyrerne. Det er en melding, som glæder Håndbold Spiller Foreningens direktør Michael Sahl Hansen:

”Det er en god nyhed, at DHF nu vil gå endnu mere aktivt ind i kampen mod de urimelige transfergebyrer, der hersker i europæisk håndbold. Vi kæmper selv mod denne bureaukratiske pengemaskine, som IHF har sat i værk. Vi har tidligere haft sager med spillere, som har været offer for de urimelige transfergebyrer, bl.a. med en dansk spiller, der ville spille som amatør i Danmark, efter at have spillet et år i udlandet. Spilleren skulle betale et stort beløb for at spille amatørhåndbold, hvilket taler sit tydelige sprog om et system, der kun er sat i verden for IHF’s skyld.” 

”Jeg kan sagtens se, at der er nogle administrationsomkostninger ved en international transfer, men at man skal betale mere end 6.000 kr. for at spille i et andet land, er alt for højt. Og hvorfor skal det koste over 18.000 kr. for klubberne, når de skriver kontrakt med en spiller, der har været kontraktspiller i et andet land. Det giver ingen mening, og der er ikke tre gange så meget administration med at stemple kontraktspillernes spillercertifikater som amatørspillernes. Det skal ganske enkelt laves om!” 

”Det er en sag, som vi tager meget seriøst, og vi har senest på EU Athletes konference i Madrid fremført vores argumenter mod gebyrerne, ligesom vi via vores bestyrelsesarbejde i E.H.P.U. (European Handball Players Union) kæmper mod gebyrerne i fællesskab med spillerforeningerne i de andre europæiske lande.”