Husk kvote 2 fristen torsdag d. 15.marts kl. 12!

Hvis du kunne tænke dig at blive optaget på en videregående uddannelse i Danmark, og ikke alene vil bedømmes på dine karakterer fra gymnasiet, så er fristen for at søge lige rundt om hjørnet.

Nyhed, 29/2-2012

Du skal søge inden torsdag d. 15. marts kl. 12, for at du ikke kun bliver vurderet på dine karakterer. Det er også om nogle uger der er frist, hvis du ikke har en gymnasieuddannelse, men stadig godt kunne tænke dig at læse videre.  
 
Nogle uddannelser, fx journalistuddannelserne i Odense og Århus, optager kun i kvote 2 med sidste frist 15. marts, mens andre uddannelser optager mange studerende på kvote 2 – fx idræt og sundhed på Syddansk Universitet i Odense, hvor 80 % af ansøgerne optages i kvote 2, og lægestudiet på samme universitet, hvor 50 % bliver optaget i kvote 2.  
 
Hvis du mener at dit snit er højt nok til at det alene skal være grundlag for at blive optaget, så er fristen først torsdag d. 5. juli kl. 12.00. Og man kan stadig komme ind på mange uddannelser med et lavt gennemsnit fra studentereksamen og HF, men især i Københavnsområdet er det blevet sværere at blive optaget med et lavt gennemsnit, fordi mange unge vil studere i København.
  
Hvis du vil have hjælp og råd angående en kvote 2 ansøgning så kontakt Study4players rådgivere på telefon tlf. 65 50 22 72, mail s4p@spillerforeningen.dk eller via www.study4player.dk.