Jan Boye ny formand i DHF

Efter 25-25 i den oprindelige afstemning, blev 49-årige Jan Boye valgt som Dansk Håndbold Forbunds nye formand efter lodtrækning og bestrider dermed posten i det kommende år.

Nyhed, 20/6-2011

"Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal starte med at takke for valget, når det er sket ved lodtrækning," lød den umiddelbare reaktion fra Odense-rådmanden, ifølge DHF.dk.

"Jeg ved, der er mange dygtige folk i organisationen, der vil hjælpe mig på vej," sagde Jan Boye videre, og adresseret til Per Bertelsen tilføjede han.

"Jeg synes, vi undervejs i dette forløb har haft et ordentligt forhold til hinanden, og jeg håber, du vil fortsætte som næstformand."

Det takkede Per Bertelsen ja til, og han fortsætter dermed som næstformand i DHF, samtidig med, at Christian Pedersen også fortsætter i jobbet som økonomiansvarlig.

Ændringsforslaget vedrørende strukturen blev stemt ned på repræsentantskabsmødet, hvilket betyder at Håndbold Spiller Foreningen ikke får en repræsentant i DHFs bestyrelse i denne omgang. 

Valget var det første kampvalg om formandsposten i forbundets 76-årige historie.