Jeppe Fruensgaard

HJÆLP MED LØNPROBLEMER

Jeppe Fruensgaard fra Lemvig-Thyborøn Håndbold fortæller her om oplevelsen sidste forår, da spillerne blev bedt om at gå ned i løn. Med godt sammenhold i spillertruppen og samarbejde mellem spillere, klubben og Håndbold Spiller Foreningen blev en håbløs situation reddet.  

- Det kom som et chok, da klubben ville have os til at gå ned i løn. Året forinden havde vi præsteret klubbens bedste resultat nogensinde med en 9.plads i Ligaen. Stemningen var god i klubben, der var håb om mere og der blev lavet nogle markante kontrakter. Derfor var det mildest talt en kæmpe overraskelse, at spillertruppen skulle gå ned i løn, for at sikre klubbens overlevelse.

- Heldigvis var vi et par spillere, der havde erfaringer med lignende sager fra andre klubber, og derfor kendte til de farer der kunne være for den enkelte spiller, men også de alternative løsningsmodeller, der kunne findes. Først og fremmest var det vigtigt for truppen, at finde ud af om konkurs var et reelt scenarie for klubben, eller om truslen bare blev luftet for at reducere lønomkostningerne for at nå et budget. Til denne opgave var det oplagt at bede HSF om hjælp, da vi hverken havde indsigten, eller tiden til at granske klubbens økonomi fra A-Z. Vi trodsede således klubbens ønske, om at løse lønnedgangen hurtigt, ved at lave aftaler med hver enkelt spiller individuelt, og stod sammen som én samlet gruppe.

- I truppen var der forskel på indtjeningsniveauet, hvor lønnen for nogle var fundamentet for at der blev betalt regninger, mens andre havde en mindre løn, men ikke havde andre steder at spille Ligahåndbold. Derfor havde vi i truppen en frygt for at det kunne slå en kile ned i gennem os, således at det blev økonomiske ambitioner versus sportslige. Vi forsøgte at undgå konflikter og imødegå eventuelle problemstillinger ved at ensrette den måde vi kommunikerede med klubben på. Truppen stillede klubben det ultimatum at al kommunikation og kontakt til spillertruppen skulle gå igennem Torben (Vinther red.) og mig som spillerrepræsentanter. Vi tog selv kontakt til HSF, og fik den hjælp vi efterspurgte. Langsomt blev der dog mere og mere kommunikation klubben og HSF imellem, da det formentlig gik op for klubben, at HSF ikke var fjenden, men en nødvendighed og en god medspiller i at få enderne til at mødes, og løse hele det store puslespil. Det gjorde, at Torben og jeg kunne overlade det meste af ansvaret og arbejdet til HSF, og nøjes med at blive informeret tæt om udviklingen løbende.

- Min oplevelse var at den største effekt af samarbejdet var, at spillerne fik indblik i den reelle situation, og derved undgik vi mytedannelser om klubbens motiver. Omvendt fik klubben, der ellers primært havde fokus på bundlinjen, øjnene op for, at man kunne nå samme resultat uden de samme omkostninger for den enkelte spiller. Dette krævede dog rigtig mange timers arbejde for dels klubbens administrative personale, os spillerrepræsentanter og ikke mindst HSF, men resultatet blev i den sidste ende, at klubbens krav om en bruttolønsnedgang på 15% blev til en nettolønsreduktion på 5%. Dette skyldes at vi kollektivt stod sammen om at lave en lønoptimeringspulje, der på solidarisk vis fordelte alt hvad der kunne optimeres på alle spillere, således at ingen blev ramt mere på nettolønnen end andre. På denne måde lykkes det truppen at holde sammen gennem en meget hård proces. Noget der helt sikkert ikke kunne ha ladet sig gøre uden den hjælp vi fik.

- Jeg tror, at hele forløbet har gjort, at Lemvig-Thybyrøn Håndbold nu også ser værdien af det arbejde HSF gør for både klubberne og spillerne. Det endte således også med at Lemvig-Thyborøn Håndbold, foranlediget af spillernes krav i forbindelse med lønnedgangen, gik med på fremover at støtte HSFs arbejde, for at forbedre og ensrette forhold og vilkår for de danske håndboldspillere.