Kasper Hvidt Årets Mandlige Landsholdsspiller

I forbindelse med torsdag aftens landskamp mod Egypten i Forum Horsens kårer Dansk Håndbold Forbund og Håndbold Spiller Foreningen i samarbejde med herrelandsholdets sponsor Lauritz Knudsen Årets Mandlige Landsholdsspiller 2007/2008 – og valget af Kasper Hvidt er lige så suverænt som det er logisk.

Pressemeddelelse, 26/6-2008

Med imponerende 62,5 procent af stemmerne er Kasper Hvidt i særklasse den danske landsholdsspiller, der i kollegernes øjne har gjort det bedst på landsholdet i dansk herrehåndbolds jubelsæson, hvor EM guldmedaljen i Norge var den helt store kulmination.
 
Samtlige spillere i den danske Håndboldliga og 1. division har sammen med de udlandsprofessionelle haft mulighed for at stemme og den 32 årige Barcelona-keeper løb med hæderen foran Lasse Boesen, som fik 29 procent af stemmerne og Lars Christiansen og Michael V. Knudsen, der begge opnåede 4,2 procent.
 
Jeg er naturligvis glad og stolt over at være kåret som Årets Landsholdsspiller, men først og fremmest glæder det mig at have været en del af det hold, der vandt EM i Norge,” siger Kasper Hvidt om den hæder, hans kolleger har tildelt ham.
 
Fakta Kasper Hvidt:
Alder: 32 år 
Højde: 192 cm 
Vægt: ca. 100 kg 
Klubber: FC Barcelona, Portland San Antonio, Ademar Leon, Lemgo, Cangas, Ajax, FIF og Ydun. 
Landskampe: A: 182/1 U: 58/5 Y:14 
Titler: EM 2008, Spansk mester to gange, spansk pokalmester.