Dejligt at overlade tingene til HSF, som har prøvet processen mange gange før!

Kasper Olsen har igennem to omgange fået hjælp af Håndbold Spiller Foreningen i forbindelse med hans arbejdsskadessager.

I sidste omgang var der tale om en knæskade, hvor Kasper var så uheldig at rive korsbåndet over i forbindelse med en fodfinte. En korsbåndsskade kan som de fleste nok er klar over, være svær at komme tilbage fra, da det er en alvorlig skade. Derfor kræver det at man bruger stort set al sin energi på at genoptræne ordentligt, hvis man vil tilbage til top håndbold igen. Heldigvis har Kasper kæmpet sig tilbage på håndboldbanen, og bentøjet fungerer godt igen. Dette er et direkte udslag af en grundig og hård genoptræning, som Kasper ikke selv mener kunne have ladet sig gøre, hvis han samtidig skulle have brugt mange ressourcer på at køre arbejdsskadessagen selv.

Vi har spurgt lidt ind til, hvad Kasper mener om sagsforløbet og samarbejdet med HSF, og han svarer følgende:

- Det har været utroligt dejligt at få hjælp af HSF vedrørende min arbejdsskade. Jeg har kunne koncentrere mig fuldt ud om håndbolden og genoptræningen, fordi HSF har taget sig af alt andet med hensyn til skaden. Jeg har løbende været i dialog med HSFs sekretariat, hvis jeg enten havde spørgsmål eller havde modtaget nye papirer fra enten Arbejdsskadesstyrelsen eller fra min egen ulykkesforsikring. Jeg har hele tiden fået en hurtig tilbagemelding fra HSF, om hvad jeg skulle gøre i de forskellige situationer. Jeg må indrømme, det har været dejligt, at jeg vidste der var styr på det hele, uden at jeg selv skulle sætte mig ind i alle ting.

Det er, som skrevet tidligere, anden gang Håndbold Spiller Foreningen hjælper Kasper med en arbejdsskadessag. Kasper siger følgende, om den assistance han har modtaget over to omgange:

- Jeg har været rigtig godt tilfreds med assistancen fra HSF. Jeg har brugt HSF før til en anden skadessag, og også dengang var jeg meget tilfreds. Jeg har ikke været utilfreds med noget omkring mine skadesforløb, for jeg er løbende blevet opdateret, hvad status var, og har altid kunne ringe eller skrive og få et hurtigt svar.

Slutteligt kommer Kasper med hans begrundelse for, at andre skal gøre brug af Håndbold Spiller Foreningen:

- Jeg vil anbefale andre til at benytte HSF med hensyn til arbejdsskader. Det vil jeg for det første fordi, der er fuldstændig styr på tingene, og jeg har på intet tidspunkt været nervøs, fordi tingene ikke var i mine egne hænder. Derudover er det selvfølgelig dejligt ikke at skulle bekymre sig om ting, man ikke selv har den store viden om, og derved skal sætte sig ind i det. Her overlader man ansvaret til nogle mennesker, som har oplevet forløbene mange gang, som har en viden omkring, hvordan man skal forholde sig til de forskellige situationer i forløbet. Desuden synes jeg faktisk også, det er en billig assistance, da det jo er minimalt, hvad HSF tager for hjælpen, i forhold til hvad man selv får ud af det. Jeg siger bare - skulle jeg være så uheldig at få en ny skade, vil jeg ikke tøve et eneste sekund med at bruge HSF igen, for det gør bare tingene meget lettere for mig selv!