Økonomisk VM-succes for svensk håndbold

Den netop afholdte herre VM-slutrunde i Sverige har genereret et overskud på 21 millioner svenske kroner til Svensk Håndbold Forbund, samt 4 millioner til lokal-unionerne. Ydermere har SHF's samarbejdspartnere tjent i omegnen af 10 millioner svenske kr.

Pressemeddelelse, 22/3-2011

Dette resultat skal ses i lyset af et forventet overskud fra de svenske arrangørers side på 10 millioner svenske kroner, skriver de svenske arrangører på deres hjemmeside. 

Omregnet svarer dette til et overskud på over 1,5 million svenske kroner pr. spilledag og et gennemsnitligt overskud på næsten 225.000 svenske kroner pr. spillede kamp i turneringen.      

Dette skyldes delvist en overvældende tilskuer-interesse, som udmøntede sig i et samlet tilskuertal på 222.000, som overværede VM-håndbold på lægterne i Sverige. Desuden blev turneringen vist i ikke mindre end 162 lande verden over, hvilket er det største dækningsområde nogensinde til en håndbold slutrunde. 

"Jeg er aldeles stolt og glad. Det er fantastisk, at arrangementet i Sverige kan give sådan et overskud," siger Christer Thelin fra det svenske håndboldforbund.

En igangværende undersøgelse skal vise den økonomiske afsmitningseffekt på turisme sektoren. En publikumsundersøgelse af Sponsor Insight har dog allerede berettet om en meget høj tilfredshedsgrad blandt publikum.