Kontraktforhandler på spillernes side

Håndbold Spiller Foreningen har netop ansat Thomas Brønd til at være kontraktforhandler for spillerne.

Pressemeddelelse, 26/5-2008

Thomas Brønd er vant til at være klubbens mand. Nu rykker han over på den anden side af forhandlingsbordet som ny spillerrådgiver i HSF på deltid. Thomas´s primære arbejdsområde bliver kontraktforhandling. Et job hvor tillid fra spillerne bliver det vigtigste arbejdsredskab.

Håndbold Spiller Foreningen har siden Søren Herskind valgte at ophøre som spilleragent hos HSF fulgt agentmarkedet og spillernes udfordringer ved kontraktindgåelsen for nøje at vurdere, hvordan HSFs tilbud skal skrues sammen så det bliver bedst muligt for spillerne.

Tendenser i agentmarkedet og for kontraktindgåelsen
HSF har i sit valg af Thomas som kontraktforhandler lagt væk på disse tendenser:
- Der er kommet flere spilleragenter i det danske marked
- Mange af spilleragenterne jagte helt unge spillere, der aldrig skal være i nærheden af at have en spilleragent, for de kan reelt ikke løse opgaven som agent for spilleren.
- At spillerne har brug for en person, der kan rådgive dem betryggende om alle kontraktens punkter samtidig med, at kontraktforhandleren kan forhandle kontrakten på plads med klubben.
- Mange spilleragenter er både klubbens og spillerens mand, hvorfor spilleren ikke fuldt ud kan stole på at agenten til enhver tid agerer efter det bedst mulige for spilleren.
- HSFs holdning til brug af spilleragenter er, at spillere, der tjener under ca. kr. 250.000 årligt ikke har brug for en agent. Det kan ikke betale sig for spilleren, og agenten kan ikke tjene tilstrækkeligt med penge på handelen, og det øger risikoen for, at arbejdet bliver venstrehåndsarbejde, der hurtigt skal overstås. Nogle helt store talenter, der endnu tjener under denne grænse kan have gavn af en spilleragent, men det er undtagelsen.

Til det udtaler HSFs formand Torben Vinther:
- Spillerne skal huske, at HSF efter sine vedtægter alene arbejder for at varetage spillernes interesser på alle fronter. Når en spiller rådgiver sig hos HSF, er spilleren sikker på, hvad man får, og samme sikkerhed er ikke altid til stede, ved et samarbejde med en agent. Hvis en agent ikke får solgt en spiller, så tjener de ikke noget, og så er den ikke længere.    
- Det er vigtigt, at spillerne bruger rådgivning fra HSF om udformningen af selve kontraktteksten, herunder rådgivning om, hvilke formuleringer/temaer, der bør være i kontrakten. I den forbindelse skal spillerne være opmærksomme på, at HSF samarbejder med nogle af landets bedste advokater og revisorer, hvor HSF betaler et fast årligt beløb for at HSFs sekretariat kan ringe ind og få rådgivning. Agenternes rådgivning kan aldrig blive på samme høje niveau.

HSFs tilbud om kontraktforhandling
Når en spiller har fundet en eller flere klubber at forhandle med, så træder Thomas eller en anden fra sekretariatet til og hjælper spilleren med at forhandle kontrakten på plads med en klub.

Prisen for dette er indtil videre minimum kr. 3.000 incl. moms og ellers 2 % af en gennemsnitlig årsløn i den kontrakt, der forhandles på plads. Dette er langt billigere end en agent, og spilleren er bedre sikret end ved brug af en agent.

Der er flere og flere spillere, der bruger dette koncept, og nu ønsker HSF at markedsføre konceptet endnu mere for at sikre spillerne.

Thomas glæder sig til at starte hos HSF
- Jeg tror, at det bliver rigtig spændende at sidde på den anden side af skrivebordet. Jeg har altid været på klubbens side, men nu er det spillernes interesser, jeg skal varetage, og det glæder jeg mig meget til, siger Thomas Brønd.
- Jeg synes, at jeg har mange kompetencer, som jeg kan bruge i jobbet. Blandt andet ved at jeg har stor erfaring i at forhandle, hvilket betyder, at jeg efterhånden er fortrolig med mange juridiske spindsfindigheder og også har nogle kompetencer omkring de økonomiske aspekter, fortæller Thomas, og fortsætter: 
- Jeg ser sporten som et vanskeligt fag. For spilleren er det tit som Det Vilde Vesten. Her kan man blive udsat for lidt af hvert, og det glæder jeg mig til at hjælpe spillerne med at løse.

Og målet for hans arbejde er klart
- Det er at få skabt nogle arbejdsforhold for spillerne, der er så gode som muligt. Det handler om, at de skal kunne rejse sig fra forhandlingsbordet og føle, at de har lavet en god aftale, at de føler sig godt tilpas, og ikke mindst at de ved, hvad de har skrevet under på. I gode tider, hvor alting kører, tænker man måske ikke så meget på det, men hvis krisen opstår, er det meget vigtigt, at der er styr på alle aftaler, fastslår Thomas.  
- Spillerne skal vide, at de kan stole på mig, og vide, at hvis jeg lover noget, så bliver det også sådan, siger Thomas. Og for ham er det meget andet end tallet på lønsedlen, der er interessant.  Når jeg skal rådgive en spiller, er det vigtigt for mig, at økonomien ikke er det eneste parameter. Det handler også meget om uddannelse, familie, værdier, moral og etik, og derfor skal spilleren overveje, om vedkommende kan stå inde for det, klubben repræsenterer. Det er tanken om det hele menneske, der spiller ind her.

Fakta om Thomas Brønd:
Alder:  34 år
Familie:  Gift med Annelise Vidø. Parret har to børn. 
Uddannelse: Skolelærer 
Spillerkarriere:  Ikast, FIF og Silkeborg Voel. Indstillede karrieren i 2000. 
Træner:  Har været seks år i Viborg, hvor han trænede damejunior og dame/herre ynglinge. 
Var i Viborg desuden talentudviklingschef, sportschef på Viborg HK College og fysisk træner på damesiden. 
I sæsonen 07 – 08 trænede har Gladsaxes 1.divisons damer. 
Han har været landstræner for det amerikanske kvindelandshold og er fortsat tilknyttet landsholdet som konsulent.
Thomas er også talenttræner for dame Øst i DHF, ligesom han er direktør på sports college Gladsaxe
Thomas er endelig uddannet DHF-Coach, hvor Thomas har coachet mange unge håndboldspillere gennem de seneste år.

Med venlig hilsen

Håndbold Spiller Foreningen

 

Torben Vinther                    Thomas Brønd

20 21 00 11                         23 28 11 14