Ministerium: Plads til både idræt og uddannelse for eliteidrætsudøvere

Mere information, dialog og koordinering skal fastholde unge eliteidrætsudøvere i idrætten og i uddannelserne. Det skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse, som understøtter 4PLAYERs arbejde.

Nyhed, 30/6-2011

En pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet peger på, at viden og vilje er de væsentligste udfordringer, når eliteidrætsudøvere skal tage en ungdomsuddannelse og samtidig fastholde deres fokus på idrætten.
 
Kulturminister Per Stig Møller peger samtidig på det centrale element i, at eliteidrætsudøverne skal have mulighed for at skabe en karriere, der går på to ben – et idrætsben og et arbejdsben.
 
Direktør i 4PLAYER, Rasmus N. Haagensen, tager det som en ros af selskabets arbejde: ”Indirekte er det en blåstempling fra Undervisningsministeriets side af STUDY4PLAYER. Hele vores arbejde drejer sig omkring det, at der skal kunne være plads til både eliteidrætten og at uddanne sig, uden at det ene går ud over det andet.”
 
Udfordringerne i forbindelse med dette kan blandt andet løses gennem mere information og dialog samt koordinering mellem forbund, skoler, virksomheder, forældre og elever, hedder det.

”Information, rådgivning og koordinering er hele kerneområdet i 4PLAYER, så ministeriet skal da være velkomne til at kontakte os for gode råd,” slutter Rasmus N. Haagensen.