Opsplitning af dommerpar giver ringere dommerpræstationer - især i Dameligaen

For at spare penge vedtog DHF og Divisionsforeningen, at nogle kampe i de danske ligaer skal dømmes af de dommere, der bor tættest på, ikke nødvendigvis de bedst kvalificerede. Det resulterer i ringere dommerpræstationer.

Nyhed, 4/11-2011

Når det afgøres, hvilke dommere, der skal dømme hvilke kampe i de danske håndboldligaer, vælger man ikke nødvendigvis de bedst kvalificerede. Til nogle kampe falder valget på de to dommere, der bor tættest på det sted opgøret spilles. 

For at spare penge besluttede DHF og Divisionsforeningen nemlig, at dommerpar til visse kampe skal sammensættes ud fra geografiske hensyn, selv om det betyder, at dommerne ikke kommer til at dømme med deres vante makker.  

"Klubberne ville gerne have reduceret den samlede udgift til dommere og honorar-kørsel. Det gør, at man har accepteret, at der i visse kampe bruges såkaldte 'split-par'," udtaler turneringsleder i DHF, Frank Smith, til sporten.tv2.dk. 

Men at nedbringe udgifterne på den måde har sin pris. For når en dommer sættes til at dømme en kamp med en, vedkommende ikke kender tilnærmelsesvis lige så godt som sin faste makker, så udmønter det sig uundgåeligt i ringere dommerpræstationer. 

Håndbold Spiller Foreningens direktør Michael Sahl Hansen ser derfor på opsplitning med en vis skepsis:

”Jeg synes det er ansvarligt, at se på omkostningerne i forbindelse med honoraret til dommerne, men hvis man går på kompromis med kvaliteten af dommerpræstationen, så er det ikke en god idé. Det er logisk, at der blandt faste dommerpar er nogle rutiner og en indbyrdes forståelighed, som går fløjten ved det nye tiltag. Og at omstruktureringen nærmest kun rammer damehåndbolden mener jeg er uheldigt, det ligner en nedprioritering af damehåndbolden, og det hverken tror eller håber jeg har været meningen,” siger Sahl Hansen.

Den nye ordning har man langt overvejende benyttet sig af i dame-kampe. Ifølge en undersøgelse fra sporten.tv2.dk er 18 kampe i Dameligaen blevet dømt af et ”split-par”, mens det er sket en gang i Herreligaen. Således har man især på kvindesiden kunnet mærke nedskæringerne på dommerposten.