PRESSEMEDDELELSE: Beklagelig afskaffelse af anførerhvervet

Håndbold Spiller Foreningen har på det seneste bestyrelsesmøde drøftet IHFs afskaffelse af anførerhvervet i håndbold. Håndbold Spiller Foreningen er af den opfattelse, at anførerhvervet bør bibeholdes, idet det rummer en række kvaliteter af stor betydning

Pressemeddelelse, 15/8-2005
Anføreren har en langt vigtigere rolle end det at trække lod før kampen. I anføreren har dommerne en person at gå til og gøre ansvarlig for, at holdet eller enkelte spillere falder til ro og igen kommer inden for rammerne, hvor kampen kan afvikles i den rette atmosfære. På lignende vis har et hold eller enkelte spillere i deres anfører en formaliseret adgang til at føre en saglig dialog med dommerne. Det kan være afgørende for mange spillere, at de under kampens hede på fornuftig vis kan få lov at kommunikere med dommerne. Dialogen mellem spillerne og dommerne er, efter Håndbold Spiller Foreningens overbevisning, altafgørende for, at en håndboldkamp kan afvikles i den rette ånd.

Beklagelsen af at én spiller, i kraft af anførerbindet, har mere at skulle sige end andre spillere, stiller vi os undrende overfor. Alle spillere ved, at en anfører ikke nødvendigvis i særlig grad er løftet over de andre spillere på et hold, hvor alle har særlige roller og egenskaber, ligesom det er nødvendigt med et hieraki.

Ej heller overfor dommerne burde anførerrollen kunne give problemer. Man må kunne forvente af dommerne, at konsekvenserne overfor en usaglig eller usportslig anfører er fuldstændigt tilsvarende konsekvenserne overfor en hvilken som helst anden spiller, som træder udenfor og obstruerer en fornuftig afvikling af kampen. Håndbold Spiller Foreningen mener således ikke, at anføreren på nogen måde er fredet sammenlignet med de øvrige spillere.

Om afskaffelsen af anførerhvervet udtaler Håndbold Spiller Foreningens formand Torsten Laen:
- Som anfører har man et ekstra ansvar for, at en håndboldkamp afvikles i den rette ånd med respekt for spillet, spillerne, dommerne, personerne på bænken og ikke mindst tilskuerne. Man skal kunne samarbejde med dommerne og føre en tovejs kommunikation, hvor både dommere og spillere kan udtrykke sig overfor hinanden i en tolerant og respektfuld atmosfære. Heldigvis er mange danske dommerpar rigtig gode til at føre denne afgørende dialog med anførerne og øvrige spillere, så vi håber, at man vil overveje at bibeholde anførerhvervet, om ikke andet så i Danmarksturneringen for derved at sikre samarbejdet mellem spillere og dommere.

For yderligere kommentarer kontakt formand Torsten Laen ( 23 23 84 64) eller daglig leder Rasmus N. Haagensen (22 26 00 44).

Med venlig hilsen

Håndbold Spiller Foreningen