PRESSEMEDDELELSE: Marianne Rokne giver Aalborg DH svar på tiltale

Som svar på Aalborg DHs seneste udtalelser i pressen giver Marianne Rokne nu sin version af sagen.

Pressemeddelelse, 18/4-2006
Marianne Rokne giver Aalborg DH svar på tiltale
 
Med baggrund i de seneste dages fejlagtige udtalelser fra Aalborg DH i sagen vedrørende Marianne Rokne ønsker Håndbold Spiller Foreningen på vegne af Marianne Rokne nu at skabe klarhed i sagen og at få sandheden frem.
 
Efter anbefaling af Håndbold Spiller Foreningen har Marianne Rokne ikke ønsket at udtale sig i sagen tidligere, idet hun har ønsket at give Aalborg DH fred og ro til at koncentrere sig om Champions League-deltagelsen, og ydermere har hun villet give Aalborg DH mulighed for at overveje situationen og at indgå i forligsforhandlinger. Dette har Aalborg DH imidlertid ikke ønsket, og derfor ønsker Marianne Rokne nu at respondere på Aalborg DHs fejlagtige fremstilling af sagen.
 
Marianne Rokne udtaler:
"Grunden til at jeg ikke spiller i Aalborg DH mere er, at de har misligholdt min kontrakt. Jeg havde i min kontrakt med Aalborg DH aftalt en stigning i min bruttoløn på 5.000 kr. pr. måned fra det tidspunkt, jeg blev udtaget til det norske landshold i forbindelse med en slutrunde. Dette blev jeg i november 2005 og har derfor siden været berettiget til denne lønstigning. Jeg modtog dog ikke pengene, og har selv rykket klubben mange gange. Det kastede dog intet resultat af sig, på trods af at Aalborg DH skriftligt erkendte, at de skyldte mig penge og lovede at indbetale disse. Jeg henvendte mig derfor til Håndbold Spiller Foreningen for at få hjælp. Foreningen fremsendte skriftligt påkrav om udbetaling af mit tilgodehavende, men heller ikke dette førte til, at jeg fik mine penge. Derfor tog jeg i samråd med Håndbold Spiller Foreningen og advokat Martin Dahl Pedersen konsekvensen og ophævede kontrakten pr. 30. marts 2006."
 
Aalborg DH har efter Mariannes ophævelse af kontrakten indbetalt et beløb til Marianne Rokne, og vil nu ikke anerkende at have misligholdt kontrakten. Aalborg DHs indbetaling kom dog først den 7. april, og altså lang tid efter, at Marianne Rokne havde ophævet kontrakten.
 
Der er derfor ingen tvivl om, at der foreligger misligholdelse fra Aalborg DHs side, og at Marianne Roknes ophævelse af kontrakten er fuldt berettiget. Som konsekvens af ophævelsen skylder Aalborg DH Marianne Rokne et beløb svarende til løn, bonus og feriepenge fra kontraktens ophævelsestidspunkt og frem til den nu ophævede kontrakts normale udløb 30. juni 2007.
 
Aalborg DH har således på ingen måde opfyldt Marianne Roknes kontrakt "til punkt og prikke", som de har hævdet flere gange i medierne den seneste tid. Dette er således grunden til, at Marianne Rokne til sidst valgte at ophæve kontrakten, og på baggrund heraf naturligvis heller ikke er mødt til træning eller kampe for klubben. Aalborg DH blev den 30. marts orienteret om, at Marianne Rokne ikke ville møde i klubben den 10. april efter seneste landsholdssamling.
 
Marinnne Rokne ville som en del af et forlig have været indstillet på at spille de resterende Champions League-kampe i denne sæson. Som tidligere anført blev der desværre ikke indgået et sådant forlig.
 
Marianne Rokne har følgende yderligere kommentar:
"Jeg har ikke lavet aftale med en anden klub, men det er klart, at jeg grundet den nuværende situation er begyndt at kigge mig om efter en ny klub at spille i. Dette er dog en konsekvens af Aalborg DHs misligholdelse og den efterfølgende ophævelse og er på ingen måde grund til tingenes nuværende tilstand."
 
Håndbold Spiller Foreningens formand Torsten Laen har følgende kommentar til sagen:
"Det er beklageligt, at Aalborg DH ikke har overholdt sin kontrakt med Marianne Rokne. Endnu mere beklageligt er det, at de efterfølgende ikke vil vedkende sig misligholdelsen, og ydermere ser sig nødsaget til at fremstille sagen aldeles fejlagtigt i medierne. Håndbold Spiller Foreningen støtter Marianne Rokne fuldt og helt, og står bag hende i den kommende voldgiftssag mod Aalborg DH."
 
Mellemspillet om en ny 2-årig kontrakt er helt uddebatteret. Denne kontrakt er ikke gyldig, da Aalborg DH ikke sørgede for godkendelse inden for DHFs frister.
 
Marianne Rokne er ikke til rådighed for yderligere kommentarer, idet hun for nuværende ikke føler sig i stand til at svare på spørgsmål direkte fra pressen.
 
Håndbold Spiller Foreningens formand Torsten Laen vil være at træffe på mobil 23 23 84 64 i dag efter kl. 18.00. Advokat Martin Dahl Pedersen vil være til rådighed på tlf. 70 12 12 11 frem til kl. 19.00.
 
Med venlig hilsen
 
Håndbold Spiller Foreningen