Pytlick satser på det nye unge landshold

Jan Pytlick har netop udtaget sin trup til Møbelringen Cup i Bergen i weekenden den 23.-25. november, der er den sidste træningsturnering inden EM i Serbien i december.

Nyhed, 12/11-2012

Truppen består af de fleste af de unge spillere, der var med til at vinde GF Forsikring Golden League i Aarhus i oktober mod stærke modstandere som Frankrig, Norge og Rusland. Dermed er der ikke blevet plads til mere etablerede navne som Trine Troelsen og Camilla Dalby.

Jan Pytlick begrunder sit fravalg af de to tidligere så store profiler over for tv2.dk:

”Vi har kigget på det hold, vi havde med til Golden League. Og vi syntes, de gjorde det fint. Så dem ville vi gerne fortsætte med. For Dalby gælder det, at hun er tilbage fra en skade, og at hun ikke er i den forfatning, der skal til ved et EM. Det har jeg snakket med hende om, og det er hun også enig i. Trine Troelsen har også lidt småproblemer med skader, og skal nok sidde ude nu her. Men der er også mere i det end bare skaden for Trines vedkommende. Som sagt har vi vurderet, at vores hold fra Golden League gjorde det så godt, at dem ville vi holde fast i,” siger Jan Pytlick.

"Vi skal bygge et hold op, der kan præstere i 2015 og 2016. Der er nogle spillere, der ikke er med, men nu prøver vi de unge af. Det kan blive godt på den lange bane," siger Pytlick videre til tv2.dk.

Han afslører desuden, at han vælger sin endelige EM-trup ud fra de 20, han nu har udtaget. Så med mindre, der indtræffer skader eller andre uforudsete ting, så skal slutrundens kvinder findes blandt disse 20:

Målvogtere:

Sandra Toft, Team Tvis Holstebro
Cecilie Greve, HC Odense
Rikke Poulsen, KIF Vejen

Bagspillere:

Lotte Grigel, Team Esbjerg
Pernille Larsen, Viborg HK
Sofie Strangholt Johansen, Randers HK
Sofie Bloch-Sørensen, FIF
Line Jørgensen, FCM Håndbold
Kristina Kristiansen, Team Tvis Holstebro
Louise Burgaard, Team Tvis Holstebro
Stine Jørgensen, Aalborg DH

Stregspillere:

Susan Thorsgaard, FCM Håndbold
Mette Gravholt, Team Tvis Holstebro
Marianne Bonde, FIF

Fløjspillere:

Mie Augustesen, Thüringer HC
Ann Grete Nørgaard, Team Tvis Holstebro
Fie Woller, FCM Håndbold
Trine Østergaard Jensen, FCM Håndbold
Louise Lyksborg, Viborg HK
Kristina Bille, Larvik HK

Danmark møder Norge, Sverige og Frankrig i turneringen, der begynder fredag 23. november og slutter to dage senere.