AGENTER - BRUG DEM MED FORNUFT

Læs hele artiklen ”Spot på Spilleragenter” HER 

Har håndboldspillere overhovedet brug for en agent, hvad kan agenterne bidrage med, og hvordan skal du forholde dig til eventuelle tvister med spilleragenter? Her kan du læse om håndboldspillerne Martin Bager og Lean Bachs indspark til debatten om de nye aktører på håndboldscenen.

Dårlige grunde til at vælge en agent

  • Du har fået tilbudt din første ”mindre” kontrakt                                           
  • Det er cool at have ”agent på” 
  • Du kan ikke lide at forhandle

Gode grunde til at vælge en agent

  • Du skal til udlandet og har brug for et netværk
  • Du er blandt verdens bedste håndboldspillere og har brug for ”beskyttelse”

Spillere i klemme
Tvister mellem agenter og spillere, som er raget uklar, er desværre hverdagskost, når diverse sager lander på Håndbold Spiller Foreningens bord. Agenter, som ikke har styr på reglerne og er uvidende om alt fra skat, forsikring og feriepenge, ringer og søger hjælp til deres arbejde. For at komme problemet til livs har Dansk Håndbold Forbund indført en såkaldt agentlicens, men desværre må vi i Håndbold Spiller Foreningen erkende, at det ikke har haft nogen betydelig effekt på antallet af tvister.

Dette er ikke ment som en skræmmekampagne imod agenter. Håndbold er på mange måder et uland på den forretningsmæssige del, og mange agenter er nye i branchen. Det er blot en række råd til dig som overvejer at bruge agent.

Brug dit eget netværk måske kan du som håndboldspiller få gavn af at bruge dine venner eller deres venner, når du for eksempel skal skifte klub. Det har Lean Bach gjort med succes.  Forbindelser til tidligere holdkammerater og en tidligere træner var afgørende for at han blev kontaktet af Elite 3000 Helsingør og den norske klub Fyllingen Bergen Håndball. Begge klubber skrev efterfølgende kontrakt med ham.

Typisk tvist
Mange spillere kontakter Håndbold Spiller Foreningen, når de har problemer med spilleragenter. Et typisk problem er, at spilleren har forpligtet sig til at betale agenten 5 %, men nu føler sig bondefanget. For hvad gør man, når aftalen er, at agenten skal finde en klub, og månederne så går uden at der kommer nogen tilbud? Som spiller har man ikke en chance for at følge med i, om agenten reelt arbejder for at finde en klub. Og hvad gør man så med agenten, når en interesseret klub melder sig og man mægtigt gerne vil takke ja?

Klare aftaler
Et godt råd er: Lav en klar aftale om at der kun falder betaling til agenten, såfremt han eller hun rent faktisk finder en klub til dig.

Hvis en klub kontakter dig, kan du eventuelt bede om dokumentation for, at du er blevet kontaktet.

Gør derfra op med dig selv, om agenten skal forhandle kontrakten for dig.

Et andet problem, du kan komme ud for er, at klubben giver dig et tilbud, du finder tilfredsstillende, uden du har haft behov for agentens hjælp til forhandling.

I de fleste agentaftaler står der, at han eller hun skal hjælpe, hvis der opstår problemer eller konflikter, mellem spiller og klub. Men det er Håndbold Spiller Foreningens erfaring, at langt de fleste agenter ikke har den fornødne kapacitet til at håndtere sådanne konflikter. Her er det værd at nævne, at Håndbold Spiller Foreningen står til rådighed for alle medlemmer i forbindelse med eventuelle konflikter.

Hvornår har du som spiller brug for en agent – og hvornår har du ikke?
Hvis du som helt ung spiller får tilbudt kontrakt og løn, går du måske ud fra, at du har brug for en spilleragent. Men det er ikke altid nødvendigt. I de fleste tilfælde kan man som ung spiller nøjes med at bruge sine forældre til at varetage sine interesser, eller man kan få en god ven eller erfaren holdkammerat til at læse sin kontrakt igennem. Det kan du også altid få Håndbold Spiller Foreningen til at gøre, hvis du er usikker på indholdet. Vi kan også hjælpe dig med det praktiske omkring kontrakten.

Desuden er der typisk ikke meget plads til forhandling fra klubbens side, specielt ikke ved den allerførste kontrakt, uanset om man har agent på, eller om det er spilleren selv eller forældre, som sidder på den anden side af bordet.

Til gengæld kan spilleragenter med erfaring fra dansk håndbold bidrage med et netværk, som du måske ikke selv har som ung spiller.

Flere kunder i butikken
Det er helt forståeligt, hvis du som spiller ikke har lyst til at sidde med ved bordet, når en ny kontrakt skal forhandles. Det er ikke altid rart at skulle skamrose sig selv 10.000 kr. op.

Men overvej om det kan betale sig at bruge en agent. Agentens honorar ligger typisk på 5 %, så hvis han eller hun kan presse din løn 5 procent op, er pengene alligevel tabt for dig. Og som sagt levner klubberne som regel ikke meget plads til forhandling.

Husk også at den danske håndboldverden er relativt lille, så hvis du er interessant nok for en dansk klub, skal tilbuddet nok komme.

Husk at agenter arbejder for andre spillere end dig, også spillere på samme position som dig. Lukker det egentlig ikke mulighederne lidt? For hvem er det lige, han tilbyder først, når en klub kontakter agenten for at høre, hvem han har på hylderne?

Overvej en ekstra gang
Hvis du skal spille i udlandet, hvor ingen har hørt om dig er det en særligt god ide at bruge agent for netværkets skyld.

Men hvis du i bund og grund ønsker at bruge agent, fordi du ikke kan lide at sidde med under kontraktforhandling, kan du lave en aftale om, at det udelukkende er forhandlingen, agenten står for. Så undgår du at være i agentens stald de næste fire år.

Altså skal man altid tænke sig godt om, før man skriver under på nogen form for repræsentationsaftale med rådgivere og agenter.

Håndbold Spiller Foreningen er til for at hjælpe spilleren, og vi ser det som vores opgave at sørge for, at ingen af vores medlemmer bruger penge på dårlig rådgivning hos personer, der kalder sig agenter og karriererådgivere, men som, når det kommer til stykket, blot er til stede, når kontrakten er indgået og honoraret betalt.