Rimeligt krav om andel i merindtægter

Landsholdsspillerne fastholder, at DHFs krav om lønnedgang er urimeligt, når DHF tjener stadig flere penge på spillerne.

Pressemeddelelse, 26/9-2005
Af gode grunde står landsholdsspillernes ønske om passende andel i den økonomiske succes, DHF har oplevet som følge af spillernes store sportslige og kommercielle værdi, uanfægtet.

Karin Mortensen fastholder spillernes synspunkt:
"Vi finder det på ingen måde rimeligt, at DHF dikterer lønnedgang, når det går godt for DHF og de oven i købet tjener flere penge på os. Vi bør have en passende andel af den fremgang vi i høj grad har været med til at skabe, og hvad DHF bruger deres endnu større andel på, er vi jo af gode grunde ikke herre over."

Josephine Touray udtaler om forhandlingerne:
"DHF har forsøgt at forhandle gennem pressen, og deres håndtering af sagen i pressen må stå for deres regning. Men vi opfatter det ikke som konstruktivt, idet det aldrig kan føre til at parterne opnår en enighed. Kun på et forhandlingsmøde kan man lave en aftale for det videre samarbejde, som begge parter er tilfredse med. Vi er også nu indstillet på at realitetsforhandle."