Sagen om Rasmus Hansen er blot en mindre fejl

- Håndbold Spiller Foreningen bakker op om Rasmus Hansen.

Pressemeddelelse, 17/3-2009

I et døgns tid har medierne raset med historien om Viborg Spilleren Rasmus Hansen, der skulle have taget doping. Sagen er blevet blæst op, og Håndbold Spiller Foreningen samt Rasmus Hansen vil her råde bod på alle misforståelser og fortælle, hvad sagen egentlig handler om.

Rasmus Hansen er en stor og ambitiøs håndboldspiller, der tager arbejdet som professionel håndboldspiller dybt alvorligt. Efter sidste kamp i sidste sæson besluttede han sig derfor for at tabe sig. Vægten stod på ca. 130 kilo, og det er for meget selv om han har brug for god fysik i kampen som stregspiller.

Rasmus gik hårdt til værks - trænede som en gal, og tænkte meget over, hvad han spiste. Han spiste 6-8 sunde måltider om dagen og i de rigtige mængder. Rasmus tabte sig en del igennem sommeren, der blev brugt på spinning og atter spinning og sund mad. Ca. 12 kilo røg der af den store stregspiller. Men nu 6 måneder senere har viseren på vægten ikke flyttet sig.

Og det er frustrerende, for Rasmus har fortsat med at spise sundt og træne, men selvfølgelig kunne træningen ikke være så hård som hidtil, da der blev spillet mange kampe og træningen er en anden under sæsonen.

Rasmus´ mor fik konstateret for lavt stofskifte, og derfor undersøgte Rasmus´s læge ham for at finde ud af, om også han havde for lavt stofskifte, hvilket han havde. Han fortalte sin læge at han spillede i VHK og trænede flere gange om dagen, og i nu næsten et år havde forsøgt at tabe sig, og at der ikke rigtig skete noget, selv om han spiste sundt.

I løbet af sæsonen har Rasmus haft småskader i hans højre fod, og gener i knæene. Kroppen brokker sig således højlydt over Rasmus´s overvægt, så også af hensyn til at undgå skader fremover, ville Rasmus frygtelig gerne tabe sig yderligere.

Lægen foreslog Rasmus at han fik noget medicin, der evt. kunne hjælpe. Kort tid efter startede Rasmus med at tage medicinen.

Rasmus har kun taget medicinen i en meget kort periode, og han stoppede straks, da han blev opmærksom på, at det var på dopinglisten. Ligesom han tog øjeblikkelig kontakt til VHK´s fysioterapeut, Tom Jensen og træner Søren Hildebrandt, hvor der straks blev besluttet, at Rasmus ikke skulle spille den næste kamp.

"Jeg er frygtelig ked af det, der er sket, jeg har på ingen måde haft til hensigt at dope mig. Jeg har bare villet tabe mig, så jeg har kunnet udføre mit arbejde som håndboldspiller bedst muligt. Og så har jeg været bange for at løbe ind i en overbelastningsskade eller en stor skade på grund af min overvægt. Det har bare fyldt alt i mit hoved, at jeg skulle tabe mig. Jeg kunne på ingen måde tro, at jeg fik et lægemiddel, der var på dopinglisten, når jeg fortalte lægen, at jeg spillede håndbold og trænede mange gange om dagen." udtaler Rasmus.

Sagen afventer nu, om DIF tager sagen op af egen drift.

I Håndbold Spiller Foreningen håber vi, at der ikke sker yderligere i denne sag, hvor Rasmus ikke forsætligt har prøvet at snyde. Der er tale om en fejl, der er opdaget meget hurtigt, og hvor Rasmus har vist stor ansvarlighed ved omgående at stoppe med at tage mere medicin samtidig med, at han har orienteret sin klub. Den ansvarlighed skal han have stor ros for, udtaler Torben Vinther, formand i Håndbold Spiller Foreningen

Med venlig hilsen

Håndbold Spiller Foreningen

Torben Vinther                  Annelise Vidø

Formand                           Direktør

20 21 00 11                       51 35 19 05