Skandaløs seedning undrer Håndbold Spiller Foreningen

Håndbold Spiller Foreningen undrer sig i høj grad over det internationale håndboldforbund, IHF, som har udsendt en seedning til OL i London, hvor Danmark rangerer i femte seedningslag.

Nyhed, 23/2-2012

I weekenden den 2. – 3. juni trækkes der lod om til de to grupper á seks hold, der skal kæmpe om det olympiske metal i London. De danske europamestre er blandet andet havnet efter Storbritannien, som rangerer i fjerde seedningslag. Som værtsnation har Storbritannien i øvrigt ret til selv at vælge gruppe, når resten af holdene er fordelt. Ret beset bliver Danmark straffet for at have vundet EM og kvalificeret sig direkte, idet holdet via den OL-kvalifikation, der ellers havde skaffet vej til OL i London, ville være havnet i enten øverste eller tredje seedningslag.
 
- Det giver ingen mening, at Danmark som europamester, nummer to ved VM og aktuelt nummer et på EHFs rangliste havner i femte seedningslag, og at hold som skal ud i kvalifikation rangerer højere. Hvordan IHF er kommet frem til denne løsning er en gåde, og det er vel også kun i IHF det giver mening. Det er godt, at DHF nu har rettet henvendelse til IHF, for at få en forklaring i god tid inden lodtrækningen. På den måde kan man forhåbentligt få ændret i seedningerne. Det er den eneste rimelige løsning, da seedningen ikke er fair. Det er ganske enkelt en ommer, udtaler Michael Sahl Hansen, direktør i Håndbold Spiller Foreningen. 
 
I værste fald kan den hovedløse seedning betyde, at Danmark kan havne i en sand dynamit gruppe, der kan se således ud: Frankrig, Kroatien, Polen, Island, Danmark og Korea. 
 
- Lad det nu være de faktuelle resultater fra diverse slutrunder, der danner baggrund for seedningen, mener Sahl Hansen og fortsætter:
 
- Det ville være prisværdigt, hvis man i IHF nåede at gennemtænke de seedningssystemer der er op til store internationale mesterskaber. Det er jo langt fra første gang, at et seedningssystem skaber undren alle andre steder end i det internationale håndboldforbund. Det er ikke raketforskning vi har med at gøre, der ligger nogle resultater, der er blevet spillet om, og det er selvfølgelig dem man skal tage udgangspunkt i, når man seeder holdene.