Stigende interesse for videregående uddannelser

De senere år har der været en stor stigning i antallet af ansøgninger til videregående uddannelser. Den positive tendens har ramt størstedelen af alle universiteter.

Pressemeddelelse, 18/4-2011

Interessen er særligt stor inden for velfærdsuddannelserne. Især er uddannelserne til lærer, pædagog og sygeplejerske populære, men også uddannelser inden for IT, økonomi og kommunikation får stor opmærksomhed. 

Den markante stigning i interessen for videregående uddannelser glæder direktør i 4PLAYER ApS, Rasmus N. Haagensen, som påpeger, at elitesportsudøvere bør rette opmærksomhed mod deres karriere efter sporten.

"Konkurrencen om de interessante jobs bliver ikke mindre i takt med, at flere opnår et højere uddannelsesniveau. Elitesportsudøvere bør derfor også være opmærksomme på, at det at gå tidligt ud på arbejdsmarkedet som professionel udøver nok bør suppleres med uddannelse, så den korte sportskarriere ikke indebærer et skift fra samfundets A-hold til samfundets B-hold, når karrieren afsluttes," siger Rasmus N. Haagensen.

Samlet har i alt 15 procent flere søgt ind på alle videregående uddannelser end sidste år, viser tal fra Undervisningsministeriet. Med få undtagelser har alle uddannelserne fået betydeligt flere ansøgninger gennem kvote 2 i forhold til 2010. 

Ifølge Rasmus N. Haagensen er fremgangen særdeles positiv. "Udviklingen i antallet af ansøgninger til videregående uddannelser i Danmark, hvor færre vælger at søge direkte til arbejdsmarkedet før eller lige efter ungdomsuddannelsen, er gavnligt for det danske samfunds økonomi i fremtiden, ligesom det mindsker risikoen for, at man som ufaglært holdes uden for et højt specialiseret arbejdsmarked. Uddannelse er den bedste forsikring, man som individ kan tegne for at sikre sig et tilfredsstillende økonomisk fundament gennem livet. For nogen har det antageligt også betydning for, at man sikrer sig generel tilfredsstillelse, hvad angår livskvalitet," afslutter han.