Stor interesse for FIFPro Online Academy

Over dobbelt så mange som ventet er optaget i FIFPro Online Academy, der giver elitesportsudøvere mulighed for at tage en online bacheloruddannelse i Sport Management.

Nyhed, 25/11-2011

Da FIFPro Online Academy for nyligt blev skudt i gang, var det med stor succes og mange flere studerende end ventet. Over 75 professionelle sportsudøvere ansøgte om en plads på det første hold af elitesportsudøvere, der får mulighed for at tage en professionsbachelor i Sport Management via nettet.

Da alle ansøgninger var gennemgået og optagelsesprøverne overstået, kunne FIFPro Online Academy starte op med 51 studerende fra ti forskellige lande: Danmark, England, Finland, Frankrig, Irland, Holland, Norge, Skotland, Slovenien og Sverige. Og det er et godt stykke over FIFPros oprindelige målsætning for projektet, som lød på at kunne skyde FIFPro Online Academy i gang med 25 studerende.

FIFPro Online Academy er et samarbejde mellem den internationale spillerforening og University College Nordjylland (UCN). I projektet, som tolv europæiske spillerforeninger deltager i, følger de studerende nøjagtigt det samme program som ”almindelige” studerende på UCN’s Sport Management-uddannelse. Men det sker på langt mere fleksible vilkår, så det er muligt at tage bacheloruddannelsen sideløbende med deres sportslige karriere. Undervisningen foregår nemlig 100 procent online.

UCN optager forelæsningerne i Sport Management og lægger dem på nettet. Hver gang får de studerende besked om, at der er kommet en ny forelæsning, som de derpå kan logge sig ind og følge. Det kan de gøre når som helst og hvor som helst, alt efter hvad der passer dem bedst. De studerende deltager også i øvelser og gruppeaktiviteter online, ligesom de kan få vejledning online.

Rasmus Haagensen, som er medlem af styregruppen i FIFPro Online Academy, er godt tilfreds med den gode opstart Online Academy har fået. Men der er stadig meget, der skal gøres, tilføjer han: “Fordi uddannelsen er 100 procent online, er der ingen til at sørge for, at de studerende er på mærkerne. Vi skal være i tæt dialog med de studerende og sørge for, at de bliver ved med at være motiverede. Det er vigtigt at have vejledere, der aktivt holder sig i kontakt med hver eneste af dem.”

Se et tv-indslag om FIFPro Online Academy nedenfor: