STUDY4PLAYER HJÆLPER NU OGSÅ HÅNDBOLDSPILLERE OG ØVRIGE ELITESPORTSUDØVERE

Spillerforeningens initiativ Study4player har kun eksisteret i godt et år, men har allerede vist sig at være en succes. Mindst 150 udøvere har allerede modtaget rådgivning om valg og tilrettelæggelse af uddannelse sideløbende med sportskarrieren. For hvert introduktionsmøde, vi afholder med spillertrupperne rundt omkring i landet, anmoder op mod 10 udøvere yderligere om vejledning.

Pressemeddelelse, 21/5-2008

Samarbejde med HSF og DEF
Mens rådgivningstilbuddet i første omgang blev udviklet til fodboldspillere, tilgår tilbuddet nu også håndboldspillere og øvrige elitesportsudøvere, gennem en aftale med henholdsvis Håndbold Spiller Foreningen og Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF). Dette samarbejde blev i dag offentliggjort ved en presseseance på Syddansk Universitet, hvor Study4player har sin base.

Rådgivningen kan således nu tilgå medlemmer af følgende foreninger:

Spillerforeningen, DEF og HSF. 

 

Torsten Laen, der er håndboldspiller, bestyrelsesmedlem i HSF og bachelor i idræt fra SDU udtaler:
- Mange håndboldspillere har fundet ud af, at Spillerforeningens initiativ Study4player har hjulpet mange fodboldspillere, og er et tilbud som rent faktisk virker.

- Når det kan sparke til fodboldspillere og få dem i gang, så kan det naturligvis også hjælpe håndboldspillere.

- Den konkrete rådgivning uden en masse henvisninger til alverdens hjemmesider, samt hjælp til at nedbryde diverse forhindringer i uddannelsessystemet, er netop det sportsfolk har brug for. I Håndbold Spiller Foreningen er vi glade for samarbejdet.

Håndboldspiller Per Leegaard, der ”tyvstartede” med kontakten til Study4players uddannelsesrådgiver Jens Franck, udtaler om sit valg af merkonom-uddannelsen:
- Kontakten til Jens Franck var super god. Han var meget hjælpsom og hurtig til at finde en mulighed for mig. Det var faktisk ham, der kom med idéen, efter at jeg have fortalt ham, hvad der havde min interesse, og derefter har han hjulpet mig med de rigtige kontakter, og hvilke muligheder, jeg havde.

- Det var en meget stor hjælp, og hvis jeg ikke havde haft Study4player, var jeg nok ikke kommet i gang, for jeg vidste jo ikke helt, hvad jeg ville og kunne, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle ringe og få hjælp.

Joachim B. Olsen, OL-deltager i kuglestød og nyvalgt formand i DEF udtaler:
Når Spillerforeningen, en af udøvernes organisationer, har fundet frem til noget, der for alvor kan være en hjælp til at fremtidssikre sig, så er det naturligt, at vi gennem vores samarbejde udbreder tilbuddet til medlemmer i alle vores organisationer herunder DEF.

- De udøvere, der har været i kontakt med Study4player taler godt herom, så personligt er det da også første sted, jeg henvender mig, hvis jeg skal bygge oven på min uddannelse fra USA.

William Kvist, der er fodboldspiller og studerer HA erhvervsøkonomi på CBS, udtaler:
- Som fodboldspiller har man rigeligt med tid og kan sagtens studere ved siden af, hvis bare man disponerer sin tid rigtigt.

- Jeg har brugt Study4player, og jeg ved at mange fodboldspillere allerede nu har haft stor gavn af Study4players konkrete rådgivning og støtte, så jeg synes det er en glimrende idé, at håndboldspillere og andre elitesportsudøvere nu også får adgang hertil.

Thomas Lindrup, der er formand i Spillerforeningen og læser til HD på CBS, udtaler:
- Jeg ærgrer mig over ikke at være startet før, for der er også en dag efter fodbolden. J

- Jeg kan kun anbefale andre elitesportsfolk at tage kontakt til Study4player, også selvom de er helt på bar bund hvad angår valg af uddannelse. Hjælp til afklaring er bestemt også en væsentlig del af Study4players rådgivning.


Fakta om Study4player
· Initiativet er udviklet af Spillerforeningen - de professionelle fodboldspilleres organisation - i samarbejde med Syddansk Universitet.

· Formålet er at give fodboldspillere, håndboldspillere og andre elitesportsudøvere - herhjemme og i udlandet - større motivation og bedre muligheder for at tage en uddannelse, mens de dyrker deres sport på topplan.

· Alle landets universiteter er tilknyttet Study4player. Universiteterne har forskellige tilbud om assistance til studerende elitesportsudøvere f.eks. Syddansk Elite på Syddansk Universitet. Study4player har også kontakt til andre uddannelsesinstitutioner, hvor spillerne som et minimum får en god introduktion på deres nye uddannelse.

Læs mere på www.study4player.dk

Jens Franck, Spillerforeningen, Uddannelsesrådgiver Study4player, Mobil 6011 2169, jens.franck@spillerforeningen.dk

Rasmus N. Haagensen, Spillerforeningen, Projektleder, Study4player, Mobil 2226 0044, rasmus.haagensen@spillerforeningen.dk

Yderligere kommentarer:
Torsten Laen, mobil 2323 8464
Joachim B. Olsen, mobil 2679 2378