Super Cup indført i Danmark

Efter ønske fra de danske klubber har Divisionsforeningen Håndbold besluttet at starte håndboldsæsonen med Super Cup, som er et opgør mellem mestrene og pokalvinderne.

Nyhed, 20/6-2011

Hos herrerne bliver det AG København og Århus Håndbold, der skal kæmpe om den nystiftede titel. Da AG København både vandt pokalfinalen og mesterskabet, har Århus Håndbold fået adgang til kampen som taber af pokalfinalen.

Kvindernes Super Cup bliver en midtjysk duel mellem mestrene FC Midtjylland og pokalvinderne fra Viborg HK.

Som mestre får AG København og FC Midtjylland fordel af hjemmebane, når vinderne af Super Cup skal findes i ugen op til sæsonstart.