Urimelig og ubegrundet lønnedgang

DHF dikterer lønnedgang for guldpigerne trods fælles sportslig og økonomisk succes. Læs pigernes reaktion her.

Pressemeddelelse, 21/9-2005
Aftalen mellem spillerne og DHF om vilkårene for deltagelse på damelandsholdet udløb ved årsskiftet. På ganske uacceptabel vis er der gået 9 måneder uden der har været en aftale. Spillerne har vist sine gode vilje og stillet op for DHF samt dennes sponsorer uden aftalemæssig regulering i en forventning om, at DHF ville møde spillerne med et anstændigt og rimeligt tilbud om en ny aftale. Dette har desværre ikke været tilfældet.

Resultaterne i top
Landsholdsspiller Karen Brødsgaard udtaler:
"Til trods for, at vi spillere har leveret optimale resultater i forrige aftaleperiode med EM-guld, OL-guld og EM-sølv - det sidste endda med "det nye hold" - og til trods for at vi spillere har været med til at forbedre DHFs indtægter og økonomi markant, har DHF gennem hele forhandlingsforløbet fremsat et urimeligt krav om lønnedgang. Det er der da ingen medarbejdere nogen steder, der vil acceptere."

Samarbejde vejen frem
Josephine Touray udtrykker forundring:
"Der er simpelthen ikke nogen af os spillere, der kan forstå, at DHF kan finde på at diktere vilkårene for at spille på landsholdet. Et samarbejde og et godt samarbejde kræver naturligvis gensidig respekt, og at begge parter går ind på samarbejdets vilkår. Der skal findes en forhandlingsmæssig løsning. Det er vi fortsat indstillet på omend vi føler os skidt behandlet og synes, at et krav om lønnedgang er ubegrundet. Tilfredshed med løn- og bonussystem er afgørende for, at spillerne kan koncentrere sig fuldt ud om kommende landsholdsopgaver."

Ansvarlige ønsker fra spillerne
Karin Mortensen udtaler:
"Vi har siden august 2004 vist os forhandlingsvillige, og jeg ved, at vores forhandlingsrepræsentanter har fremsat meget ansvarlige og rimelige ønsker om en andel i DHFs økonomiske succes efter samme fordelingsnøgle, som DHF og vi spillere hidtil har kunnet blive enige om. Der er fremsat ønsker, som bygger på en meget realistisk vurdering af DHFs økonomi. Vi beder altså ikke om en større andel, og har adskillige gange fremsat yderst imødekommende forslag, hvorved vi hver gang har tilbudt DHF en endnu større del af "kagen". Det har DHF ikke vist sig tilfredse med, men har gang på gang svaret med et krav om lønnedgang. Når DHF siger vi vil påføre dem et betydeligt underskud, stemmer det derfor absolut ikke overens med de forligstilbud vi har fremsat."

Unge spillere undrer sig over DHF
Også de nye unge spillere er forundret - Lise Knudsen udtaler:
"Det er tydeligt for os alle, at der fra modpartens side ikke har været vilje til at møde de ønsker, som vores forhandlere har fremsat, og som vi alle synes er yderst rimelige. Vores fællesskab på landsholdet har altid været stærkt, og vi unge sætter stor pris på, at alle, inklusiv de ældre spillere, vil kæmpe side om side for anstændige vilkår."

Hvem takker ja til lønnedgang?
Rikke Skov er forarget over DHFs fremstilling af landsholdsspillerne som forkælede:
"Der er vel ingen, der er i tvivl om, at en håndboldkarriere er meget kort sammenlignet med øvrige jobs og kan slutte brat. Samt at en håndboldspiller, der både skal spille på klubhold og landshold både tidsmæssigt, mentalt og ikke mindst fysisk er spændt hårdt for nu og her, hvor karrieren løber. Derfor er det også vigtigt, at den enkelte spiller passer på sig selv og sørger for at for ordentlige vilkår. Og jeg kan ikke se, at det er forkælet ikke at ville acceptere lønnedgang fra en økonomisk succesrig arbejdsgiver. Vi spillere spørger os selv, hvordan DHF kan synes det er rimeligt, at vi spillere skal udnyttes til at skabe et endnu større overskud på vores præstationer og kommercielle værdi. Vi spillere er DHFs vigtigste produkt og fundament for indtjening, det er klart vi ikke vil stå model til at blive udnyttet økonomisk."

Urimeligt og usammenhængende diktat
Rikke Skov fortsætter om indholdet i DHFs uacceptable diktat:
"Ordentlige vilkår er eksempelvis at sikre sig, at ens løn ikke er for præstationsafhængig, da skader jo kan ødelægge ens økonomiske fundament. Derfor er det også meningsløst, at DHF foreslår, at vi spillere i endnu højere grad skal honoreres efter, hvornår vi er samlet. De vil da ødelægge det for sig selv, idet de mest belastede profiler ikke vil kunne acceptere at blive skånet fysisk ved ikke at deltage i samlinger. Det vil koste dem deres indtjening. I forvejen har vi jo set mange afbud til landsholdet grundet for hårde belastninger. Meningsløst er det også, at man vil sætte betalingen til spillerne ned, fordi man har en idé om muligvis at lave færre samlinger. DHFs indtægter er jo ikke i nævneværdig grad afhængige af antallet af samlingsdage, og det kan derfor kun opfattes som et forsøg fra DHFs side på at lave et endnu større overskud på os spillere. I øvrigt kan DHF jo enerådigt bestemme antallet af samlingsdage og vil derfor med deres diktat suverænt kunne nedregulere spillernes løn markant. Sådan en model kommer vi aldrig til at acceptere."

HSF og spillerne stiller gerne op til forhandling
Om en fremtidig løsning udtaler Rikke Hørlykke:
"Vi har hele tiden været imødekommende og vil gøre hvad vi kan for fortsat at være det. Det har aldrig været vores ønske, at tage de mange håndboldfans som gidsler og jeg håber ikke, at DHF med deres urimelige diktat vælger at gøre noget sådan."

Reduceret støtte indikerer sund forretning
DHF har givet udtryk for, at reduktionen i støtten fra Team Danmark har skabt et problem for forbundet. At Team Danmark reducerer støtten til DHF er tvært i mod et udtryk for, at DHF er blevet en selvstændig sund forretning, som netop ikke behøver nær så stor støtte fra Team Danmark. Det er jo kun sympatisk, at mere trængte forbund modtager lidt mere i støtte, når DHF i kraft af deres fantastiske landsholdsprodukt har optimale forudsætninger for at genere indtægter. Indtægterne har da også været stødt stigende i de senere år, ikke mindst grundet kvindelandsholdets succes. Der til kommer, at der er lavet ny TV-aftale, som er markant forbedret. DHF har altså alle økonomiske forudsætninger for at give spillerne et rimeligt løntilbud.

DHFs valg at kompensere klubberne
DHF beklager sig over, at klubberne har rejst krav om kompensation for at afgive landsholdsspillere. Spillerne har meddelt DHF, at spillerne ikke opfatter sig som en part i den diskussion. Spillerne har yderst specifikke aftaler med deres klubber om ydelser begge veje herunder frihed til at deltage på dansk håndbolds flagskib, landsholdet. Hvis DHF vil betale klubberne for at spillerne kan repræsentere hele håndbolddanmark herunder klubberne på landsholdet, er dette DHFs valg.