Viborg HKs boycut af Sclerosematchen

Viborg HK´s begrundelser for at nægte deres damespillere at stille op i All Stars Sclerose Matchen holder ikke!

Pressemeddelelse, 21/6-2007
Viborg HK har brugt en forsikringsmæssig begrundelse for at nægte sine damespillere at stille op i årets All Stars Sclerose Match, blandt andet fordi klubben ikke ville have risikoen for, at skulle betale løn til spillere, der ikke kunne spille i næste sæson.
Denne forsikringsmæssige begrundelse lyder på overfladen forretningsmæssigt fornuftigt.

Det undrer dog Håndbold Spiller Foreningen, at Viborg HK fredag og lørdag op til kampene havde så travlt med at kontakte og forsøge at lægge pres på de herrespillere, der ikke er i klubben til næste sæson. Viborg HK har således ingen forsikringsmæssige problemer med hensyn til disse spillere ? alligevel ønskede Viborg HK ikke at disse spillere stillede op til kamp.
Håndbold Spiller Foreningen tegnede de absolut bedst mulige forsikringer på spillerne, men Viborg HK stillede nogle forsikringsbetingelser, som de godt vidste ikke kunne opfyldes. Betingelser, som klubben ikke har stillet de sidste 2 år, hvor Viborg HK spillere har deltaget i arrangementet.

Viborg HK burde stå ved, at begrundelsen for at nægte spillerne at stille op i kampen ene og alene var, at Håndbold Spiller Foreningen var medarrangør af kampene.

Da denne sammenhæng gik op for Håndbold Spiller Foreningen, tilbød Håndbold Spiller Foreningen at trække sig som arrangør fra arrangementet, men heller ikke det var tilstrækkeligt for Viborg HK.
Håndbold Spiller Foreningen har i hele forløbet loyalt informeret vores samarbejdspartnere om de udfordringer, arrangementet gav, og det lykkedes os sammen at løse alle andre udfordringer end Viborg HK, fordi Viborg HK på forhånd havde besluttet sig for at boycutte arrangementet uanset om det var Håndbold Spiller Foreningen eller Sclerose.info, der var arrangør af kampene.
Det vidner da også om ualmindelig dårlig samvittighed, at Viborg HK nu donerer kr. 10.000 til Sclerose.info, men det løser jo ikke det problem, at Sclerose.info også mistede en times tv-dækning.

Så tilbage står spørgsmålet, hvorfor ville Viborg HK ikke lade deres damespillere spille en håndboldkamp med et velgørende formål i deres fritid?

Spillerne ønskede at stille op og har ret til at bruge deres fritid som de vil ? også til at spille håndbold, med mindre dette er udelukket i spillerens kontrakt med klubben.
Håndbold Spiller Foreningen har ønsket et godt samarbejde med klubberne omkring dette arrangement, og har derfor anmodet samtlige klubber om lov til at benytte spillerne, herunder drøftet med dem, hvordan forsikringsbetingelserne burde være.

Vi er frygtelig kede af det på Sclerose.Info´s vegne!