Wilbek vil have OL-regler ændret

Det er helt hen i vejret, at det kun er tilladt at tage 14 spillere og en reserve, som skal udpeges på forhånd med til OL. Det mener landstræner Ulrik Wilbek, som bakkes op af Håndbold Spiller Foreningens direktør Michael Sahl Hansen.

Nyhed, 10/10-2011

Det er mildt sagt ikke varme følelser Ulrik Wilbek har for de nuværende OL-regler. De tillader kun den danske herre-landstræner at tage 14 spillere med til London næste år – plus en reserve, som han på forhånd skal have udpeget. Og det er under al kritik, mener han.

”Hvis en målmand bliver skadet, og du har tilmeldt en markspiller som reserve, skal markspilleren ind og stå på mål. Det siger jo sig selv, at det sportsligt er helt hen i vejret," udtaler landstræneren til sport.tv2.dk.

Det er Håndbold Spiller Foreningens direktør Michael Sahl Hansen helt enig i:

"Jeg bakker Ulrik Wilbek 100 % op i hans kritik af reglerne. Reglerne er ikke gennemtænkte, og selvom det har været sådan tidligere, så er det ikke et argument for, at det fortsat skal være sådan. Sportsligt er det helt galt, og derfor bør reglerne ændres, det kan alle og enhver se det logiske i," udtaler Sahl Hansen.

Wilbek vil have reglerne lavet om, så det i hvert fald bliver tilladt at have to reservespillere, som han vel at mærke ikke på forhånd skal have sat navn på. 

"Jeg vil lave et brev om det her - både til Kronprinsen (Frederik, red.), som jo sidder i IOC (Den Internationale Olympiske Komite, red.). Til Team Danmark. Til IHF (Det Internationale Håndboldforbund, red.) - hele paletten rundt," siger Wilbek til sport.tv2.dk.

Danmarks OL-kvalifikationskampe løber af stablen til april i Herning – med mindre det danske hold vender hjem fra EM i Serbien med guldmedaljer om halsen. Så er Danmark direkte kvalificeret til OL.