ÅRETS KVINDELIGE LANDSHOLDSSPILLER 2021/2022

Håndbold Spiller Foreningen står bag kåringen i samarbejde med DHF, og det er spillerne fra Kvindeligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle, der har stemt på deres favorit. Håndbold Spiller Foreningens direktør Torben Vinther var til stede til at overrække prisen.

For tredje år i træk og for fjerde gang i karrieren modtager landsholdets målvogter Sandra Toft hæderen som Årets Kvindelige Landsholdsspiller.

Hun er tidligere i karrieren kåret til verdens bedste kvindelige målvogter, og i 2021 blev hun så kåret som Verdens bedste kvindelige håndboldspiller.

Ved VM i Spanien sidste år var hun efter 14 år på landsholdet med til at vinde sin første medalje med landsholdet. Sandra Toft var en vigtig del af den danske succes med en redningsprocent på 43 procent over hele turneringen, som også gav hende en plads på turneringens All star-hold.

Op til denne sæson har Sandra Toft skiftet tilværelsen i franske Brest ud med ungarske Györ, hvor hun er blevet holdkammerater med Anne Mette Hansen og Line Haugsted.

Sandra Toft fik debut på det danske landshold den 27. marts 2008. Hun er sidenhen noteret for 155 kampe og et enkelt mål i rødt og hvidt. Her til aften fik landsholdets nr. 1 overrakt prisen forud for Golden League opgøret mod Holland i Ceres Arena i Aarhus.

Stort tillykke, Sandra Toft!