ÅRETS MANDLIGE LANDSHOLDSPILLER 2020/2021

Efter en afstemning blandt spillerne i HTH Herreligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle er Niklas Landin med hele 68% af stemmerne kåret til Årets Mandlige Landsholdsspiller. Mikkel Hansen, der syv gange tidligere har modtaget samme hæder, fik 18% af stemmerne, mens Mads Mensah Larsen blev treer med 8% af stemmerne.

Niklas Landin modtog første gang prisen i 2014, han fik også prisen i sidste sæson – og modtager nu igen hæderen fra håndboldkollegerne. Landsholdsanføren sluttede 2020 af med at vinde Champions League med THW Kiel, mens han blot få uger efter startede 2021 med at løfte VM-trofæet Kairo. Siden hen har den dygtige målvogter stået på et uhørt højt niveau for både landsholdet og på klubplan – og derfor kan han helt fortjent kalde sig Årets Mandlige Landsholdsspiller.

Niklas Landin fik debut på det danske landshold den 28. november 2008. Han er sidenhen noteret for 223 kampe og ti mål i rødt og hvidt. Her til aften fik landsholdets nr. 1 overrakt prisen forud for testkampen mellem Danmark og Sverige i Royal Stage i Hillerød.