Fodboldspillere: Jura deltid giver god mening

Syddansk Universitet tilbyder som de første – og eneste – i landet jura på deltid. Det betyder, at man på fem år kan tage en bachelor i jura, hvor du ikke behøver at være fysisk tilstede i undervisningslokalet.

29. april 2016

Den nye mulighed giver øget fleksibilitet for de studerende, fordi man kan være andre steder geografisk, men stadigvæk læse jura på SDU. Det er dermed en oplagt mulighed for elitesportsudøvere, da de ofte rejser meget. Alle forelæsninger optages live, så det er muligt for den studerende at se dem, når det passer. Der er altså tale om en fleksibel undervisningsform, hvor det er den studerende, der sættes i centrum og ikke undervisningstidspunktet.

Study4player har et samarbejde med SDU, og flere medlemmer er allerede i gang med at tage uddannelsen. De to danske forsvarsspillere, Frederik Helstrup, som til daglig spiller i den svenske klub Helsingborg IF og Frederik Møller fra AC Horsens er to af de medlemmer som læser jura deltid på SDU.

- Jeg oplever sammenspillet mellem at være professionel fodboldspiller og læse jura deltid som godt. Jeg synes det giver en god balance i mit liv, at jeg har noget andet at tænke på end fodbold. Jeg er også bevidst om, at der er et liv udenfor fodboldverdenen, og det er også en af grundene til at jeg har valgt at læse ved siden af fodbolden, siger Frederik Helstrup.

Denne nye mulighed henvender sig til folk, der gerne vil videreuddanne sig ved siden af deres arbejde, men ikke har muligheden for at være fysisk til stede på universitetet de ca. 30 lørdage om året, som deltidsstudiet tidligere har krævet.

- Det kan lade sig gøre at læse ved siden af fodbolden, fordi jura deltid er skræddersyet til folk som har et fuldtidsarbejde, men godt vil have noget mere og måske har ambitioner om noget andet ude i fremtiden. Derudover er de også meget fleksible i forhold til både undervisning, som kan ses online via computeren og ligeledes med eksamen, som man også kan tage via computeren, hvis der ikke er mulighed for at være fysisk tilstede på den pågældende dag, siger Frederik Helstrup.

Jura deltid gør det muligt at studere ved siden af fodbolden, og fungerer perfekt sammen med livet som professionel fodboldspiller. Studiet har typisk eksaminer i januar og juni, hvor fodboldsæsonen er på standby.

- Livet som professionel fodboldspiller er et liv med rigtig meget fritid. Træningen i klubben er typisk færdig kl. 14.00 og selv om man er typen som selvtræner rigtig meget, så skal kroppen have hvile og restituere imellem træningspassene og efter træning. Der bruger jeg jurastudiet til at koble fra, fra fodbolden - da du er nødt til at holde fokus på læsningen, siger Frederik Møller, fodboldspiller i AC Horsens.

Studiet er delt op i tre dele med vægt på klassiske juridiske discipliner fordelt på ti semestre, og således fem år i alt. Jura deltid er en betalingsuddannelse, men bacheloren giver adgang til de samme kandidatstudier som en almindelig bachelor i jura.

- Jeg kan helt sikkert opfordre andre til at læse noget ved siden af. Jeg synes jura giver en masse muligheder fremadrettet, hvis man ikke er sikker på, hvad man vil, når fodboldkarrieren slutter. Jeg tror meget på, at man også kan bruge det til noget positivt i sin respektive sport, at læse ved siden af. Det vil uden tvivl kræve en masse selvdisciplin og hårdt arbejde, men i sidste ende, er det 100 % det værd at gøre det, slutter Frederik Helstrup.


Læs mere om Jura deltid under Study4player Online Academy

For en generel snak omkring dine online uddannelsesmuligheder kontakt koordinator i Study4player Online Academy, Jesper Mølgaard Kristensen, på mail jesper.kristensen@spillerforeningen.dk eller telefon 27 14 49 22.