Ny håndbold-medieaftale

TV2, DHF og Divisionsforeningen Håndbold indgår historisk medieaftale. Det skriver DHF.dk.

Nyhed, 22/5-2013

Det er lykkedes TV2, Dansk Håndbold Forbund og Divisionsforeningen Håndbold at indgå en ny samarbejdsaftale, der i forlængelse af den nuværende løber frem til 2020. Fra sæsonen 2015/2016 vil TV2 have de eksklusive rettigheder til ligakampe, pokalkampe og landskampe. 

- Den nye aftale for årene 2015-2020 giver flere penge til dansk håndbold og yderligere kampe på TV2s kanaler. Vi vil gerne investere i håndbolden og være med til at sikre fortsat udvikling af og fremgang i dansk håndbold, så der kan skabes endnu flere stærke profiler til vores to landshold, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og fortsætter:

- Håndbold og TV2 har altid været et godt match. Dansk håndbold er af superhøj kvalitet og meget seervenligt, og samtidig er dansk ligahåndbold en eksklusiv live-begivenhed, som man ikke kan finde på udenlandske sportskanaler.

Aftalen tilfører dansk håndbold et trecifret millionbeløb og medfører, at TV2 allerede fra sæsonen 2013/14 vil sende 34 kampe TV2s landsdækkende kanal, samt fra sæsonen 2015/16 vil transmittere yderligere 50 kampe på stationens nichekanaler.