
ÅRETS KVINDELIGE HÅNDBOLDSPILLER

Ingen over, ingen ved siden af. Henny Reistad fortsætter med at skrive håndboldhistorie og kåres endnu en gang som Årets Kvindelige Håndboldspiller.
Spillerforeningen Håndbold uddeler Wilbek-pokalen på vegne af spillerne, og igen i år var der bred enighed om vinderen. Henny Reistad har cementeret sin position som spillernes klare førstevalg.
Henny Reistad blev hædret foran Team Esbjergs hjemmepublikum i Blue Water Dokken før næstsidste hjemmekamp i grundspillet mod NFH. Spillerforeningen Håndbolds direktør, Torben Vinther, overrakte gave fra AV86 samt vandrepokal til en glad Henny Reistad - en pokal, hvor hendes navn nu står indgraveret fem gange i træk.
2025/2026 er endnu engang en sæson, hvor Henny spiller en afgørende rolle for Team Esbjerg i alle turneringer. I Bambuni Kvindeligaen har hun indtil videre scoret 110 mål med en imponerende scoringsprocent på 76%. På den internationale scene er hun pt. topscorer i EHF Champions League, og ved VM 2025 toppede hun det hele ved både at blive topscorer og kåret som turneringens MVP, samtidig med at hun som anfører førte Norge til endnu et verdensmesterskab.
Henny Reistad er desuden kåret til verdens bedste håndboldspiller tre år i træk - en præstation, der placerer hende i en helt særlig kategori i international håndbold.
Med sin eksplosive spillestil, ekstreme spilintelligens og evne til at levere, når presset er størst, er hun fortsat det naturlige omdrejningspunkt på alle hold, hun repræsenterer. Hun scorer ikke bare mål – hun afgør kampe, sætter tempo og løfter sine medspillere.
Årets Kvindelige Håndboldspiller 2025/2026 er et bevis på den respekt, hun nyder blandt sine kolleger. Når spillerne selv vælger, er der ingen tvivl: De vælger Henny Reistad.
Stort tillykke, Henny!
Stemmefordeling for Årets Kvindelige Håndboldspiller 2025/2026
Henny Reistad, Team Esbjerg, 62% af stemmerne
Line Berggren Larsen, København Håndbold, 9% af stemmerne
Stine Skogrand, Ikast Håndbold, 7% af stemmerne
Historien bag kåringen
Spillernes officielle kåringer er den traditionsrige prisuddeling, hvor afstemningen foretages af de danske liga- og 1. divisionsspillere, samt de danske udlandsprofessionelle.
Kåringen af Årets Kvindelige Håndboldspiller startede tilbage i 1986. Dengang var det dagbladet BT, der stod for kåringen ført an af daværende sportsjournalist på BT, Flemming Vitus. Denne kåring foregik frem til og med 1996, og i 1997 overtog Spillerforeningen Håndbold kåringen af Årets Kvindelige Håndboldspiller.
Wilbek-Pokalen
Årets kvindelige håndboldspiller har siden 1997 modtaget Wilbek-pokalen. Denne pokal er, som der nok ikke er så mange, der vil være i tvivl om, opkaldt efter manden, der om nogen var med til for alvor at sætte kvindehåndbold, og håndbold i det hele taget, på Danmarkskortet, nemlig Ulrik Wilbek.
Ulrik Wilbek startede som træner for det kvindelige ungdomslandshold i 1986, og var træner for dem frem til 1991. Her tiltrådte han jobbet som træner for kvindelandsholdet, og han formåede i den grad at føre holdet til mange successer. Startende med sølvmedalje ved VM i 1993 blev det således også til guldmedalje ved både OL og EM i 1996 og guldmedalje ved VM i 1997. Ulrik Wilbek har haft, og har stadig, stor betydning for dansk håndbold. Det er derfor kun naturligt, at det er ham, der lægger navn til hæderen til Årets Kvindelige Håndboldspiller: Wilbek-pokalen.
Tidligere vindere af Årets Kvindelige Håndboldspiller
2025/2026: Henny Reistad, Team Esbjerg
2024/2025: Henny Reistad, Team Esbjerg
2023: Henny Reistad, Team Esbjerg
2022: Henny Reistad, Team Esbjerg
2021: Henny Reistad, Team Esbjerg
2020: Sandra Toft, Brest Bretagne (Frankrig)
2019: Sandra Toft, Team Esbjerg/Brest Bretagne (Frankrig)
2018: Vilde Mortensen Ingstad, Team Esbjerg
2017: Veronica Kristiansen, FCM Håndbold
2016: Stine Jørgensen, FCM Håndbold
2015: Nathalie Hagman, Team Tvis Holstebro
2014: Nycke Groot, FC Midtjylland
2013: Nycke Groot, FC Midtjylland
2012: Stine Jørgensen, Aalborg DH
2011: Maria Fisker, Viborg HK
2010: Camilla Dalby, Randers HK
2009: Lærke Møller, FCM Håndbold/Aalborg DH
2008: Bojana Popovic, Viborg HK
2007: Cecilie Leganger, Slagelse Dream Team
2006: Tanja Milanovic, Ikast Bording EH
2005: Bojana Popovic, Slagelse FH
2004: Bojana Petrovic, Slagelse FH
2003: Camilla Andersen, Slagelse FH
2002: Olga Assink, GOG/Gudme
2001: Heidi Astrup, Viborg HK
2000: Katrine Fruelund, Viborg HK
1999: Tonje Kjærgaard, Ikast/Bording EH
1998: Tonje Kjærgaard, Ikast fS
1997: Merete Møller, Randers HK