
ÅRETS KVINDELIGE LANDSHOLDSSPILLER

Helena Elver er blevet kåret som årets kvindelige landsholdsspiller for sine præstationer i sæsonen 2025/2026.
Helena Elver har været en bærende figur hos Håndboldkvinderne i sæsonen 2025/2026.
Det har kollegaerne også lagt mærke til, og derfor er hun blevet kåret som årets kvindelige landsholdsspiller 2025/2026. Prisen uddeles af DanskHåndbold og Spillerforeningen Håndbold i samarbejde med Håndboldkvindernes hovedsponsorer Sparekassen Kronjylland og Bring.
Helena Elver har leveret på et stabilt højt plan hver gang, hun har trukket landsholdstrøjen over hovedet i det forgangne år, og derfor mener landstræner Helle Thomsen også, at prisen er fuldt fortjent.
- Siden gennembruddet på landsholdet for nogle år siden, hvor en lang periode med skader endelig blev vekslet til spilletid og udvikling, har pilen kun peget i én retning. Fra at være et frisk pust i kortere perioder har hun udviklet sig til en stamspiller, som modstanderne frygter, siger Torben Vinther, direktør for Spillerforeningen Håndbold og tilføjer:
- De individuelle kompetencer og målfarligheden er fra øverste hylde, ligesom samspillet med holdkammeraterne bliver ved med at lægge lag på. Det har hendes kollegaer på banen lagt mærke til, og på et hold med mange stærke spillere, har hun fået flest stemmer i år. Stort tillykke til Helena.
- Helena Elver har x-faktor i sit spil. Hun gør det uventede, har hurtige fødder og på mange måder personificeringen af den slags håndbold, vi gerne vil spille på landsholdet. Hun er hurtig, fintestærk og tænker håndbold på et højt niveau. Hun er en fornøjelse at have på landsholdet, og jeg er glad for at hun har en alder, hvor vi forhåbentlig har glæde af hende mange år endnu, siger Helle Thomsen.
Det er første gang Helena Elver bliver kåret som årets landsholdsspiller. Det er kollegerne, der har udpeget playmakeren som vinder ved en afstemning blandt henholdsvis kvindespillerne i ligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle.
Stort tillykke, Helena!
HISTORIEN BAG KÅRINGEN
Propositioner for kåringen af Årets Landsholdsspiller
Kåringen af Årets kvindelige landsholdsspiller og Årets mandlige landsholdsspiller for sæsonen foregår efter følgende retningslinjer:
Der udsendes ét stemmekort pr. hold til alle (henholdsvis kvindelige eller mandlige) elitehåndboldspillere i Håndboldligaen og 1. division samt til alle danske udlandsprofessionelle.
Hver spiller har én stemme. Der må ikke stemmes på en spiller fra egen klub.
For hver køn gælder det, at den der får flest stemmer, er Årets Landsholdsspiller for sæsonen.
Tidligere vindere af Årets kvindelige Landsholdsspiller
2025/2026: Helena Elver, Győri (Ungarn)
2024/2025: Anna Kristensen, Team Esbjerg
2023/2024: Louise Burgaard, Metz Handball (Frankrig)
2022/2023: Emma Friis, Ikast Håndbold
2021/2022: Sandra Toft, Brest Bretagne/Győri (Frankrig/Ungarn)
2020/2021: Sandra Toft, Brest Bretagne (Frankrig)
2019/2020: Sandra Toft, Brest Bretagne (Frankrig)
2018/2019: Anne Mette Hansen, Győri (Ungarn)
2017/2018: Sandra Toft, Team Esbjerg
2016/2017: Stine Jørgensen, FCM Håndbold
2015/2016: Stine Jørgensen, FCM Håndbold
2014/2015: Line Jørgensen, FCM Håndbold
2013/2014: Maria Fisker, Viborg HK
2012/2013: Kristina Kristiansen, Team Tvis Holstebro
2011/2012: Christina Pedersen, Viborg HK
2010/2011: Camilla Dalby, Randers HK
2009/2010: Christina Pedersen, FCK Håndbold
2008/2009: Trine Troelsen, SK Århus
2007/2008: Rikke Skov, Viborg HK
2005/2006: Lene Lund Nielsen, Viborg HK
2004/2005: Katrine Fruelund, Leipzig (Tyskland)
2003/2004: Camilla Thomsen, FCK Håndbold
2002/2003: Karin Mortensen, Ikast Bording