top of page
< Tilbage

Rasmus Henriksen

Sygemeldt i måneder: Sådan kom Rasmus tilbage fra »dyb depression«

Rasmus Henriksen var sygemeldt fra sin sport i knap et år. Men han kom tilbage på i balance og tilbage på banen. Nu fortæller målvogteren hele sin historie.

Rasmus Henriksen

»Jeg har spillet en håndboldkamp for første gang i næsten et år. Det var virkelig stort.«

Det var bare en træningskamp. Og endda en dårlig en af slagsen. Alligevel vil Rasmus Henriksen huske kampen resten af sit liv.


»Det var et kæmpe skridt. Selvom jeg spillede ad helvedes til, og det var en lortekamp.«


På lægterne sad familien og overværede hans comeback. Og efter kampen sad følelserne ude på tøjet. Både for Rasmus og for familien.


»Når man går ud i hallen efter kampen og skal se sin familie, påvirker det måske én lidt mere. Så det kan jeg helt klart huske. Det var et kæmpe øjeblik.«


Det er en af de kampe, du kommer til at huske?


»Ja, det må man sige.«


The perfect storm

I dag har 25-årige Rasmus Henriksen det godt. Målvogteren trives, er i mental balance og udlever drømmen som professionel håndboldspiller.


»Jeg har det rigtig godt. Jeg er glad, har en rigtig god hverdag, en god familie, gode holdkammerater og et godt arbejdsmiljø. Jeg er i balance, og jeg er velmedicineret.«


Men skruer vi tiden tilbage til efteråret 2024, var billedet et andet.


»Jeg havde en dyb depression,« lyder det fra Rasmus Henriksen i ’Spiller til Spiller’.


Det var der ikke én årsag til. Det var snarere »et sammensurium af rigtig mange ting«, forklarer TTH Holstebro-spilleren:


»Der var mange skift i mit liv. Bolig og skiftet til Holstebro. Der var nogle ting på privatfronten, der også blev rokket lidt ved. Så det var et sammensurium af rigtig mange ting, men jeg tror, det startede ved, at jeg ikke havde sagt fra over for forskellige ting.«


»Når jeg havde det lidt dårligt, arbejdede jeg bare videre. Kørte hårdere på i styrkelokalet eller tænkte, at det nok gik over igen. Men det var min kæreste, der kiggede mig i øjnene og sagde: Du har det ikke godt.«


Bebrejdede sig selv

Det havde hun ret i. Når han ser tilbage på det i dag, stod faresignalerne i kø.


Han trænede hårdere og hårdere, mens tankerne fór rundt i hovedet på ham. Samtidig sov han dårligt, havde ingen appetit og blev let frustreret.


Men det kunne han ikke se, da han stod midt i det.


Det kulminerede i en sygemelding fra sporten og en dyb depression.


»Jeg oplevede det både fysisk og mentalt. Jeg tabte ti kilo bare sådan. Og jeg havde ingen appetit. De der daglige gøremål, som man ikke tænker over, når man har det godt, kunne jeg ikke magte.«


Hvad kunne det være?


»Det kunne være at stå op, tage et bad og få morgenmad. Gå en tur.«


»Mentalt følte jeg, at jeg var i et sort rum og famlede i blinde for at kunne komme ud af det her sorte rum. Men den der nøgle, der passede til døren, kunne jeg ikke finde. Det var bare et sort sind. Sådan kan jeg bedst beskrive det for folk, der ikke har været i sådan en situation.«


Den både fysiske og mentale tilstand står i skærende kontrast til alt, omverdenen og Rasmus selv forbinder med en topprofessionel elitesportsudøver.


»Jeg bebrejdede mig selv sindssygt meget. »Tag dig nu sammen«, tænker man jo. Det er jo mest basale ting, man ikke kan. Så det var noget, jeg tænkte over, og det var noget, der fyldte for mig. Jeg syntes, det var lidt uværdigt at være et sted, hvor jeg ikke engang kunne magte at få lidt luft.«


Et »fantastisk samarbejde«

I dag er Rasmus tilbage i topform. Både fysisk og mentalt.


En medvirkende faktor i forhold til den mentale del var det psykologforløb, han var igennem hos psykologhuset Encounter. En forløb, han fik gennem sit medlemskab i Spillerforeningen Håndbold.


For takket være et samarbejde mellem spillerforeningerne og henholdsvis Divisionsforeningen og Divisionsforeningen Håndbold har du som professionel fodbold- eller håndboldspiller adgang til psykologhjælp. Et initiativ, John Mikkelsen, der er direktør i TTH Holstebro, hylder.


»Generelt har 4player flere elementer, som er godt for spillerne, hvor den mentale del – trivselsdelen – er en af dem. Det er bevist gennem en årrække, at der er større og større behov for det. Vi ser flere og flere eksempler, også inden for vores sport, hvor der er brug for rådgivning og hjælp. Derfor er det kun godt, at vi har fået et samarbejde mellem klubberne og 4player, så vi nu har det her helt konkrete tilbud,« siger John Mikkelsen, direktør i TTH Holstebro.


»Jeg synes, det er fantastisk (at vi har tilbud om psykologhjælp, red.). Det er mennesker, vi har med at gøre. Også i en sportsklub. Vi har i mange år tænkt på, at de skal løbe hurtigt og kaste hårdt, men mere og mere har vi kunnet se, at vi har spillere, som også på det mentale område har udfordringer, som har brug for hjælp, og som kan blive dygtigere til at håndtere forskellige situationer,« tilføjer han i udsendelsen.


Han peger på, at kravene til dig som elitesportsudøver har forandret sig markant de seneste år.


»Der er mange ting, der har ændret sig de sidste ti år. Derfor er det kun godt for hele sporten, at der er sådanne muligheder for at vores spillere kan få professionel hjælp. Derfor er vi som klub fortalere for, at vi har det samarbejde med 4player. At vi har nogle eksterne hjælpeforanstaltninger, vi kan trække på, når der er nogle særlige situationer.«


»Vi er så glade for, at 4player reagerede så hurtigt, som de gjorde. Med det samme kom Rasmus i gode hænder.«


En styrke at turde vise svaghed

Rasmus historie har været ude. Det er ikke en nyhed, at han var sygemeldt med en depression.


Men han har aldrig fortalt sin historie i så mange detaljer, som han gør det nu. Grunden, til at han gør det, er, at han gerne vil hjælpe andre i samme situation. Og måske endda kunne hjælpe andre, før de havner der.


Det kræver bare, at du er ærlig. Over for dig selv og dine omgivelser.


»Det er sgu okay, at man viser lidt svaghed. For når man er i et miljø, som vi er i (som elitesportsudøvere, red.), så er det arbejdshandskerne, der er på. Måske i lidt for lang tid, og der er mindre fokus på at fortælle, hvad der egentlig foregår oppe i ens hoved.«


»Mit vigtigste budskab er: Vær ærlig. For igennem hele optrapningen til, at jeg fik det dårligt, har jeg jo sagt, at jeg havde det fint. Selvom mine nærmeste kunne se, at jeg ikke havde det godt. Det er nok ikke her på arbejdspladsen, man kan mærke det, fordi man tager jo en maske på. Især når man er et nyt sted.«


Har du brug for at tale med nogen?

Hvis du er i krise eller har selvmordstanker, er det vigtigt, du taler med nogen.


Kontakt din egen læge, lægevagten eller Livslinien, hvis du har brug for hjælp. Ring 1-1-2, hvis situationen er livstruende.


Hvis du har brug for enten sparring med vores rådgivere eller psykologhjælp som Rasmus og andre topatleter, har du adgang til det gennem 4player. Du kan enten række ud til en af vores rådgivere, der selvfølgelig har tavshedspligt, eller bruge vores anonyme helpline for at komme videre.


Læs mere på 4-player.dk


Hør Rasmus åbenhjertige fortælling i ’Spiller til Spiller’. Her kan bl.a. høre:

- Rasmus og Johns beskrivelse af, hvordan holdkammeraterne tog imod nyheden om hans sygemelding

- Psykolog Andreas Vendelbo Olesen fra Encounter forklare, hvad ADHD er, og hvor det giver øget risiko for mental ubalance

- Hvordan TTH Holstebro greb Rasmus situation an

- Og hvordan du – ifølge Rasmus – skal møde en holdkammerat, der er i mental ubalance

bottom of page