
MATHIAS GIDSEL ER ÅRETS HÅNDBOLDSPILLER 2025/2026
Hæderen vil ingen ende tage. For fjerde gang er Mathias Gidsel kåret til Årets Håndboldspiller 2025/2026, denne gang med 41% af stemmerne.
8. juni 2026

Spillerforeningen Håndbold uddeler prisen på vegne af spillerne i Herreligaen, 1. Division samt de danske udlandsprofessionelle, og vi ville gerne hædre Mathias præcis dér, hvor han til dagligt spiller, og uge efter uge leverer toppræstationer – foran hjemmepublikummet i Max Schmeling-Halle. Derfor havde direktør Torben Vinther taget turen til Berlin, for at uddele vandrepokal samt et unikt ur fra AV86.
Med den fjerde kåring som Årets Håndboldspiller overgår han dermed Niklas Landin, som står noteret for tre kåringer, mens kun Mikkel Hansen fortsat har flere med i alt seks titler.
Vi kunne skrive side op og side ned, om Mathias Gidsels præstationer på håndboldbanen. Alligevel er det imponerende, hvor meget Mathias har opnået på blot én sæson.
For Füchse Berlin er det blevet til 290 mål og 134 assists i 32 kampe i Bundesligaen, hvor det også er blevet til den første pokaltitel i klubbens historie. I EHF Champions League står han noteret for 144 mål med to kampe tilbage inden Final4, og han har fortsat mulighed for at krones som Champions League-vinder for første gang i karrieren.
På landsholdet har han været en bærende figur i en historisk periode for Danmark. I januar 2026 var han med til at sikre EM-guld, og Danmark er dermed som forsvarende mester i både EM, VM og OL. Ved EM-turneringen blev han både topscorer og kåret til MVP. Dertil kommer, at han er blevet kåret som MVP ved OL (2021 og 2024), VM (2023 og 2025) og EM (2026) - Han er med andre ord kåret som den mest værdifulde spiller ved de seneste tre store turneringer i træk.
Gidsel er samtidig den første spiller nogensinde, der har vundet prisen som verdens bedste håndboldspiller tre år i træk (2023, 2024 og 2025).
I Danmark blev han desuden hædret som Årets Sportsnavn 2025, som den første individuelle håndboldspiller i historien. Også kåringen som Årets Landsholdsspiller snuppede Mathias, hvilket understreger hans status som en af Danmarks største sportsprofiler.
Mathias Gidsel har udviklet sig til en spiller, der definerer tempoet i moderne håndbold. Hans evne til at præstere i afgørende øjeblikke har gentagne gange gjort forskellen i store finaler og turneringer.
Med endnu en kåring føjer Mathias Gidsel et nyt kapitel til en allerede ekstraordinær karriere. Kombinationen af individuelle præstationer, internationale titler og kontinuerlig dominans på tværs af turneringer placerer ham i en helt særlig kategori i håndboldhistorien.
Stort tillykke, Mathias!
Stemmefordeling Årets Håndboldspiller 2025/2026
Mathias Gidsel, Füchse Berlin, 41% af stemmerne
Victor Norlyk, Mors-Thy Håndbold, 17% af stemmerne
Magnus Saugstrup, SC Magdeburg, 16% af stemmerne