Brug hovedet: En tur i skoven med barnevognen

I september 2013 var Rikke Zachariassen i kamp for sin klub, Team Esbjerg. I kampen får Rikke en hjernerystelse, der ender med at holde hende fra banen i over tre måneder. En svær tid for Rikke, fordi det er en skade, der er så uhåndgribelig.

Nyhed, 17/10-2014

Rikke Zachariassen har en vigtig rolle på det Team Esbjerg-hold, der efterhånden regnes for et af Dameligaens tophold. Som stregspiller står hun derinde, hvor det til tider kan gøre rigtig ondt, og det måtte hun sande i kampen mod Randers HK i september 2013. Bolden, der ramte hende i hovedet, gjorde mere ondt end normalt. 
- Det skete i første halvleg, hvor der bliver skudt ude bagfra, og bolden rammer mig i hovedet. Om aftenen får så jeg en voldsom hovedpine.

Den hovedpine, der kom om aftenen efter kampen, blev hængende, men alligevel forsøgte Rikke at træne i dagene efter. 

- I dagene efter forsøgte jeg at komme ovenpå, men jeg havde stadigvæk en voldsom hovedpine. Vi havde kamp mod Vejen sidst på ugen, og jeg fik ikke trænet meget op til kampen, men jeg spillede alligevel. Jeg måtte dog stoppe i halvlegen - jeg havde det simpelthen ikke godt. Først der gik det op for mig, at det ikke var så godt, det jeg havde gang i.

Derefter fulgte et forløb, hvor Rikke gang på gang måtte melde fra til træning og kamp, fordi hun ikke fik det bedre. Og det var hårdt for hende, hele tiden at skulle melde fra, fordi det for Rikke hver gang var et nederlag, ikke at kunne være med.

- I starten var jeg slem til at tage en dag af gangen, men det endte bare med nederlag på nederlag, for der var ingen fremskridt at måle. Det var en kæmpe skuffelse for mig selv, og svært hele tiden at skulle melde fra til træning og kamp. En læge anbefalede mig i stedet at tage en uge af gangen, og det gav mig en eller anden form for ro.

Samtidig skulle Rikke finde en balancegang mellem at være mor, men samtidig også at komme sig over sin hjernerystelse. Derfor måtte Rikke finde ud af, hvad der virkede for hende, og hvordan hun bedst muligt kunne koble af – og det var en gåtur i skoven. 

- Derhjemme havde jeg to små piger - en på to år og en på tre måneder, så det var begrænset hvor meget ro, jeg kunne få. Og det var svært at forklare en 2-årig pige, hvorfor jeg ikke kunne spise aftensmad sammen med dem, men i stedet måtte sove inde i sengen.

- Noget af det der virkede godt for mig, var at komme op af dynen og tage en gåtur i skoven med barnevognen.
Rikke oplevede flere af de symptomer, man kender fra hjernerystelser, og havde det i tiden efter episoden rigtig dårligt. Især fik hun problemer med hendes øjne, og måtte derfor søge hjælp hos en ekspert.

- Der skulle ikke så meget til, og jeg skulle ikke presse mig selv ret meget, så blev jeg dårlig med hovedpine, kvalme og svimmelhed. Jeg havde store problemer med mine øjne, som ikke ville samarbejde. Jeg fik behandling af en osteopat, (læge indenfor manuel medicin. red.), og han gav mig nogle øvelser, som skulle træne mine øjne op, hvilket havde en rigtig god effekt på mig. Og langsomt begyndte mine øjne at samarbejde igen. 

Nu er det efterhånden et år siden, Rikke fik hjernerystelsen, og hun er kommet tilbage på håndboldbanen, men helt over hjernerystelsen er hun dog ikke. 

- Jeg vil sige, at jeg er på den anden side af hjernerystelsen. Jeg arbejder, spiller håndbold og lever igen, men der er stadig mange små ting, som hænger ved - både på og udenfor banen. På banen har jeg ind i mellem svært ved at stille skarpt med øjnene, og mange hoved- og øjenbevægelser gør mig stadig lidt dårlig. Og så er det klart, at det stadig sidder lidt i en. Så jeg dukker mig nok oftere inde på stregen, når der kommer et skud mod mål. Min stresstærskel har ændret sig - jeg bliver meget hurtigere stresset. Jeg har brug for meget mere søvn, og jeg mærker det med det samme, hvis jeg er i søvnunderskud - i form af hovedpine og kvalme. Transport i bil og bus gør mig sløv, og jeg kan stadig få det dårligt af at handle.

Det er ifølge Rikke derfor vigtigt, at hjernerystelser bliver taget alvorligt, for det er en skade, man ikke kan se med det blotte øje, og det er derfor en skade, der er ekstra hård for psyken. 

- Jeg har haft andre skader, men den her har klart været den hårdeste. Der er ingen tidshorisont at forholde sig til - man aner ikke, hvornår det bliver bedre eller om det bliver værre. Der er kun en selv til at sige til og fra - ingen andre ved, hvor ondt det gør, og hvordan man har det.