Brug hovedet: "Det må jo bare tage den tid, det tager"

I slutningen af januar får Kathrine Heindahl et slag mod hendes kindben, som forsager en hjernerystelse, og selvom hun mærker et ubehag, træner hun videre. Kathrine spiller sågar kamp næste dag. I dag ved hun godt, at det var en fejl.

Nyhed, 24/10-2014 

Den 7. oktober talte ”Brug hovedet – pas på skallen”-kampagnen med Kathrine Heindahl, der skulle fortælle om den hjernerystelse, som hun havde fået i slutningen af januar. Men det viste sig, at hun fire dage forinden havde fået en bold i hovedet, og hun genoplevede derfor nogle af de samme symptomer, som da hun slog hovedet i januar. 

Det er nu tre uger siden, Kathrine fik en bold i hovedet. Og da Randers onsdag aften spillede mod Viborg HK, var det uden Kathrines navn på holdkortet. For hun døjer stadigvæk med efterveerne af den seneste hjernerystelse. 

- Jeg kunne desværre ikke være med i kampen mod Viborg, da jeg stadigvæk bøvler meget med mit hoved. Jeg føler en form for uro i mit hoved, det er ret svært at forklare. Men det er bare ikke, som det skal være. 
Denne uro i hovedet var også det, Kathrine oplevede i januar, da hun slog hovedet første gang. Dengang var hun bare ikke klar over, hvordan hjernerystelsen skulle tackles. 

- Til en træning i slutningen af januar slår jeg mit kindben mod en medspillers skulder, og det er det slag, der forsager min hjernerystelse. Selvom jeg mærker en form for ubehag, træner jeg videre. Næste dag har vi en kamp, og den spiller jeg uden så meget kvalme. Men hallen virkede derimod større, lyset irriterede mig, og jeg havde svært ved at håndtere larmen. Alt virkede bare uoverskueligt. Men som håndboldspiller gør man jo alt for at spille. Men det var en fejl, det ved jeg nu. Jeg skulle ikke have spillet, fortæller Kathrine.

- Efter den kamp holdt jeg pause fra håndbolden i en måneds tid. Jeg sov nonstop, på nær når jeg skulle op og have mad. Og jeg forsøgte at slappe af så meget som muligt og at undgå sanseindtryk.

Villig til at prøve hvad som helst for, at få det bedre
I den måned, hvor Kathrine var ude med hjernerystelsen, gik det meget op og ned, og det værste for hende var ikke at vide, hvor i forløbet hun var.  

- Det var så svært at definere, hvad der var galt. Det gik meget op og ned, så det var svært at forholde sig til. Og jeg måtte prøve mig frem, for at se om jeg kunne holde til noget fysisk. Men så snart der kom mere puls på, så fik jeg det dårligt, og jeg måtte hjem, for jeg kunne ikke holde til at være i hallen.

- Du aner ikke, hvor du er henne i forløbet, eller hvor langt der er tilbage. Du kan ikke lave noget, det er virkelig det værste. Bare at gå en tur på en kilometer er fysisk hårdt.

Den helt store forbedring for Kathrine var, da hun kom ud til en fysioterapeut, der kunne knække de fem øverste nakkehvirvler, og som havde hjulpet en anden, der også havde haft en hjernerystelse. For Kathrine handlede det bare om at få det bedre, koste hvad det vil.  

- Når man står i den situation, som jeg stod i, så er man villig til at prøve hvad som helst for, at det skal blive bedre.

Tanker og bekymringer følger med
At de samme symptomer, som Kathrine havde i januar, viser sig igen, er bestemt ikke rart for den stærke stregspiller. Men de symptomer, som Kathrine stadigvæk døjer med, har fået følgeskab af nogle af de tanker og bekymringer, der kommer efter en hjernerystelse 

- At jeg nu har slået hovedet igen, sætter da nogle tanker i gang, og det er skræmmende, hvis det er slut nu. Tanken om at det kunne gå så galt som Malene (Dalgaard, red.), det fyldte meget, da jeg slog hovedet igen. For hvad skal man så?

- Noget af det mest skræmmende er, at det en dag slutter, og man så skal finde en ny identitet uden håndbold. Og det skræmmer mig, hvis jeg skal ud og gøre det i en alder af kun 22 år. Jeg er slet ikke færdig med at spille håndbold, afslutter Kathrine.