FCM Håndbold vinder Super Cuppen

FCM Håndbold startede sæsonen med en 30-24 sejr over Team Tvis Holstebro i Super Cuppen.

Nyhed, 28/8-2013

Tirsdag aften tog FCM Håndbold imod Team Tvis Holstebro i sæsonens første ”rigtige” kamp, da slaget stod om Super Cuppen i Ikast-Brande Arena. Det viste sig også i den grad at være et rigtigt slag, da opgøret bød på hårdt spil og dommerne måtte op med fire gule kort samt tre gange 2 minutters udvisning i første halvleg. Team Tvis Holstebro stregspilleren Mette Gravholt kom i særdeleshed til at mærke dette, da hun efter et sammenstød med FCMs Susan Thorsgaard måtte udgå af kampen med en rygskade. Ifølge klubben ser skaden dog heldigvis ikke umiddelbart alvorlig ud.

I selve kampen fulgtes de to hold ad indtil det 13. minut hvor stillingen var 5-5, derefter tog FCM over og bragte sig foran 7-5 få minutter efter. Herfra så FCM sig ikke tilbage og i resten af kampen havde midtjyderne som minimum en tomålsføring.

I slutningen af første halvleg og starten af anden formåede FCM at skabe sig en 16-11 føring og Team Tvis Holstebros træner Niels Agesen valgte derfor at kalde til timeout i det 33. minut. Opsangen hjælp til dels og Team Tvis Holstebro formåede at lægge pres på FCM i de efterfølgende minutter og at få sat nogle fine scoringer ind. FCM spændte dog buen igen og med en stærk kontrafase slap de aldrig tages i kampen. 

FCM Håndbold holdt dominansen i resten af kampen og da måltavlen site 30-24 ved slutfløjtet kunne de forsvarende mestre og pokalvindere løfte deres første trofæ i denne sæson foran 1.421 tilskuere. Topscorer for de regerende mestre blev Trine Troelsen med 6 mål, mens Karoline de Souza og Kristina Kristiansen hver nettede 5 gange for det tabende hold. Med sejren fulgte en præmiecheck på 75.000 til FCM Håndbold.