Sandra Toft Årets Kvindelige Håndboldspiller 2019

For første gang er håndboldmålvogteren Sandra Toft valgt som Årets Kvindelige Håndboldspiller. Med 48 % af stemmerne kan den karismatiske landsholdsmålvogter dermed lade sig krone som Årets Kvindelige Håndboldspiller i 2019.

Under normale omstændigheder ville kåringen til Årets Håndboldspiller 2019 have være afviklet i forbindelse med en håndboldkamp, men det er tiden desværre ikke til.

Håndbold Spiller Foreningen står bag denne kåring i samarbejde med Paul Mitchell hårprodukter, og det er spillerne fra HTH-ligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle, der har stemt på deres favorit.

For Sandra Toft er titlen som Årets Kvindelige Håndboldspiller 2019 en fin afslutning på et flot 2019, hvor hun efter sine flotte præstationer for Team Esbjerg og DM-guld blev solgt til franske Brest Bretagne. Samtidigt bød 2019 også på et utroligt flot VM i Japan, hvor Sandra Toft endte på en redningsprocent på 39 %.

Håndbold Spiller Foreningen fangende Sandra Toft på telefonen for at overbringe hende den gode nyhed:

”2019 var været et godt og spændende håndbold-år for mig. Første halvdel af 2019 sluttede med mit første danske mesterskab med Team Esbjerg. Efterfølgende flyttede jeg til Brest i fransk håndbold, hvor vi har gjort det rigtig godt i både Champions League og ligaen. Så 2019 har været et godt håndbold-år, selvom det desværre ikke sluttede som ønsket med kvalifikation til OL.”

siger Sandra Toft og fortsætter:

”Jeg er utrolig glad og stolt over at få den her kåring. Det er altid specielt at vinde sådan en pris for første gang. Det er en stor pris at få, især i et felt med så mange dygtige håndboldspillere. Det gør prisen ekstra speciel, når den kommer fra ens kollegaer. Det har en kæmpe betydning. Jeg er meget beæret og takker rigtig mange gange dem som har stemt på mig.”

Stemmefordelingen for Årets Kvindelige Håndboldspiller 2019 så ud som følger:

Sandra Toft, Team Esbjerg/Brest Bretagne, 48% af stemmerne

Estavana Polman, Team Esbjerg, 34% af stemmerne

Mia Rej, København Håndbold, 7% af stemmerne