Hvornår har du brug for en agent?

Hos Håndbold Spiller Foreningen læser vi mange kontrakter igennem hver sæson, både inden underskriften sættes, men også når signaturen er sat. 

Pressemeddelelse, 10/9-2014

Hvornår har du brug for en agent?

Hos Håndbold Spiller Foreningen læser vi mange kontrakter igennem hver sæson, både inden underskriften sættes, men også når signaturen er sat. Selvom der har været en agent tilknyttet, oplever vi ofte, at der er forhold og klausuler, vi som fagforening ikke kan anbefale den pågældende spiller at acceptere. Derfor bør man altid som spiller, uanset om man er landsholdsspiller, ligaspiller eller 1. divisionsspiller, overveje, hvad man kan bruge en agent til og sende sin kontrakt forbi Håndbold Spiller Foreningens kontor. Jo tidligere i forhandlingssituationen, des bedre. I den forbindelse er det dog også vigtigt at understrege, at DHF i forbindelse med deres registrering ikke kontrollerer, at eksempelvis skatteregler mv. er overholdt. DHF sikre udelukkende, at spillercertifikatet kan udstedes.  

Den første kontrakt

For en ung spiller, der netop har fået tilbudt sin første kontrakt, oplever vi hos Håndbold Spiller Foreningen ofte, at forældrene med hjælp fra Håndbold Spiller Foreningen, kan varetage den unges interesser, og dermed forhandle en god kontrakt på plads, der er realistisk for en ung spiller, der skal jonglere mellem håndbold og skolegang. Og husk, ofte levner klubberne ikke meget at forhandle med, når det er den første kontrakt, og derfor er det ofte ikke afgørende om det er en agent eller forældrene, der sidder på den anden side af forhandlingsbordet.

Forventningsafstem med din agent

Hvis en agent skal tilknyttes, er der yderligere nogle aspekter, du som spiller bør være opmærksom på, for at få det bedste udbytte af agenten. En af de vigtigste er at få forventningsafstemt med sin agent inden repræsentationsaftalen med agenten indgås. At I, spiller og agent imellem, får klarlagt, hvad I hver især forventer af samarbejdet. Hvor ofte skal der være kontakt mellem jer, hvad forventer du af agenten, når der skal findes en ny klub og hvordan ønsker du, at agenten forhandler kontrakten på dine vegne. Hos Håndbold Spiller Foreningen oplever vi ofte at spiller og agent rager uklar med hinanden, fordi der netop ikke er blevet forventningsafstemt.

Et andet og væsentligt aspekt i tilknytningen af en agent, er, at se på hvor mange spillere agenten repræsenterer, og ikke mindst hvor mange spillere agenten allerede har på netop din plads. For hvis en agent har op til flere spillere på samme plads, hvem bliver så valgt, når en klub kontakter agenten for at høre, hvem agenten repræsenterer? I den forbindelse bør du, som spiller, heller ikke underkende værdien af dit netværk, der ofte kan bruges, når man er på jagt efter en ny klub. Overvej om der ikke er nogle tidligere holdkammerater eller trænere, der kan hjælpe dig på vej, og dermed komme i kontakt med eventuelle klubber.

Samtidig bør du have tænkt over hvordan du skal forholde dig, hvis du bliver kontaktet direkte af en interesseret klub, og en kontrakt dermed kommer i stand udenom agenten? Skal agenten stadigvæk have sit honorar, selvom vedkommende ikke har formidlet kontakten til klubben? Derfor er det vigtigt at have klare aftaler med sin agent fra starten, så I undgår uenigheder.

Gode råd til brug af agent:

  • Få altid Håndbold Spiller Foreningen til at læse din kontrakt igennem, vi varetager udelukkende dine interesser. 
  • Send kontraktudkastet til Håndbold Spiller Foreningen så tidligt i processen som muligt.
  • Som ung spiller er det ofte ikke nødvendigt med en agent, dine forældre kan langt hen af vejen forhandle for    dig.
  • Overvej hvorvidt du kan gøre brug af dit netværk til at skabe kontakt til en eventuel ny klub.
  • Tjek hvor mange spillere den pågældende agent repræsenterer, han kan have op til flere på din position i forvejen.
  • Forventningsafstem med din agent inden I indgår repræsentationsaftalen, så I undgår uoverensstemmelser.