PORTRÆT - MAGNUS SAUGSTRUP

Et velkendt navn i dansk håndbold er næste medlem i Håndbold Spiller Foreningens bestyrelse. Verdensmester og viceanfører hos Håndboldherrerne, Magnus Saugstrup, har været bestyrelsesmedlem i 3 år.

Du må have sovet under en sten de sidste år, hvis du ikke ved hvem Magnus Saugstrup er. Han har de sidste år udviklet sig til en af de vigtigste brikker hos de danske tredobbelte verdensmester. Magnus er 27 år, er stregspiller, og er født og opvokset i Nordjylland. Efter Magnus i 2021 tog skridtet fra Aalborg Håndbold til SC Magdeburg i Bundesligaen, er han blevet tysk mester og har senest vundet Champions League.

Men hvem er Magnus udenfor håndboldbanen?

”Jeg er gift med Jeanette, og har en søn på ca. halvandet år. Ved siden af håndbold bruger meget tid med med dem, og så forsøger jeg at bruge en del tid med mine holdkammerater, hvor det ikke handler om håndbold. Derudover har jeg en bachelor i Idræt fra Aalborg Universitet”, svarer Magnus med dyb, nordjysk dialekt.

 

Hvem så du op til af håndboldspillere som barn?

”Jeg synes Michael V. Knudsen var rigtig fed at se spille! Én ting var at han var rasende dygtig, men han var en fed type, som uddelte mange tæsk men også kunne tage i mod. Han kæmpede altid en vis del ud af bukserne, og gik altid forrest for holdet.”
 

Hvad glæder du dig mest til i den nye sæson? Hvad er målsætningen?

”Jeg glæder mig altid til at spille de store kampe. Og så må jeg sige, at jeg altid glæder mig til at spille på hjemmebane her i Magdeburg. Hjemmekampene hernede er altid noget helt specielt. Der er virkelig tryk på! Mht. målsætningen så vil jeg gerne vinde så meget som muligt.”
 

Hvad er det største der er sket i din håndboldkarriere? Landshold og klubhold.

”Jeg synes sejren I Champions League her før sommerferien rangerer rigtig højt. Men VM i 2021 og 2023, samt det tyske mesterskab i 2022, er også meget højt på listen. Derudover synes jeg at hele OL oplevelsen i 2021 var meget speciel.”


Hvor længe har du været en del af bestyrelsen i HSF? Hvordan foregik processen?

”Det har jeg været i små 3 år tror jeg. Jeg havde snakket lidt med tidligere bestyrelsesmedlem Søren Westphal om det, som havde anbefalet mig til daværende direktør Michael Sahl Hansen. Og så fik Søren mig ”hooked” på det, også for at prøve at have fingeren lidt mere på pulsen ift. hvad der rør sig i håndbold Danmark. Så jeg ville gerne hjælpe nogle af de unge og nye spillere der bliver seniorspillere, så de måske har en bedre forståelse af diverse ting, end jeg selv havde i starten.”

 

Hvorfor er Håndbold Spiller Foreningen vigtig for elitehåndboldspillere?
”HSF gør et sindssygt stort stykke arbejde for os spillere. De beskytter os, og har altid vores bedste intention i mente. Der bliver hver dag kæmpet for vores interesser og vilkår. Vi skal være meget taknemmelige for, at vi har så stærk en forening bag os. Der er ikke mange lande, der har en spillerforening, som kan matche Håndbold Spiller Foreningen. Det at have nogen som kan tale vores sag, og er eksperter på det juridiske arbejde. Vi som spillere vil helst koncentrere os om håndbold, og det at kunne præstere bedst muligt. Og det giver Håndbold Spiller Foreningen os mulighed for.”
 

Hvilke mærkesager betyder mest for dig i dit arbejde i bestyrelsen? Hvad vil du gerne kæmpe for?

”Helt bestemt spillernes vilkår. Det er måske ikke det man hører mest om, men hele tiden sørge for at der er støtte bag spillerne. Sørge for at vi har de bedste forudsætninger for at kunne præstere på banen, samt skabe rammerne for at vi som spillere kan skabe os et nyt liv efter håndboldskoene er lagt på hylden. Derfor skal man sørge for at drage fordel af nogle af de arrangementer, som også er tilgængelige via bl.a. 4player.”

Foto: Marius Becker/DPA/Ritzau Scanpix