Niklas Landin er Årets Mandlige Landsholdsspiller 2019/2020

Landsholdsanfører Niklas Landin er for anden gang i karrieren blevet kåret til Årets Mandlige Landsholdsspiller.

Efter en afstemning blandt spillerne i Primo Tours Ligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle er Niklas Landin med 60% af stemmerne kåret til Årets Mandlige Landsholdsspiller. Mikkel Hansen, der syv gange tidligere har modtaget samme hæder, fik 31% af stemmerne, mens sidste års vinder Rasmus Lauge fik tredje flest stemmer med 5%.

Niklas Landin modtog første gang prisen i 2014 – og modtager nu igen hæderen fra håndboldkollegerne. Landsholdsanføren kunne i 2019 løfte VM-trofæet i Herning, mens han sammen med resten af håndboldherrerne fik en skuffende 13. plads ved EM i Malmø tilbage i januar. På klubplan har Landin leveret en række pragtpræstationer for THW Kiel. Målvogteren vandt i 2019 både den tyske pokal og EHF-cuppen. I år kan han kalde sig tysk mester, og han blev i Kiel ligeledes kåret som ’Sportler des Jahres’ i marts. I juli modtog Niklas Landin håndboldens mest prestigefyldte pris med kåringen som verdens bedste håndboldspiller anno 2019 af Det Internationale Håndboldforbund (IHF).

Niklas Landin fik debut på det danske landshold den 28. november 2008. Han er sidenhen noteret for 209 kampe og ni mål i rødt og hvidt. Her til aften fik landsholdets nr. 1 overrakt prisen forud for EM-kvalifikationskampen mod Schweiz i Ceres Arena.

Stort tillykke til Niklas Landin!

Tidligere vindere af Årets Mandlige Landsholdsspiller:
2018/2019: Mikkel Hansen
2017/2018: Rasmus Lauge
2016/2017: Mikkel Hansen
2015/2016: Mikkel Hansen
2014/2015: Mikkel Hansen
2013/2014: Niklas Landin
2012/2013: Anders Eggert
2011/2012: Mikkel Hansen
2010/2011: Mikkel Hansen
2009/2010: Anders Eggert
2008/2009: Mikkel Hansen
2007/2008: Kasper Hvidt
2005/2006: Bo Spellerberg
2004/2005: Lars Jørgensen
2003/2004: Michael V. Knudsen
2002/2003: Lars Christiansen