SOM UNG SPILLER HAR MAN FØLELSEN AF AT MAN ER UOVERVINDELIG

Under VM 2015 i Danmark måtte Lotte Grigel forlade banen midtvejs i første halvleg mod Tunesien, efter at have slået knæet. En scanning viste at hun havde revet korsbåndet over i venstre knæ, og hun kunne derfor se frem til en længere pause.

Når man er blevet skadet, har man så mange tanker i hovedet omkring forløbet. Man er ked af ikke at kunne være med, man skal passe sin genoptræning. Som atlet tænker man udelukkende på at komme tilbage på banen hurtigst muligt, og hvor ondt det gør at du ikke kan være med til haltræning. Så papirarbejdet og at få svaret på breve fra forsikringen, er det sidste man tænker på, og det lægger man automatisk til side.”

Lotte Grigel meldte skaden til sin forsikring, og kontaktede herefter Håndbold Spiller Foreningen.
”Jeg har fået hjælp fra den juridiske afdeling i Håndbold Spiller Foreningen, og de var rigtig gode til at hjælpe mig, og gøre det hele mere ”spiseligt” og forståeligt. Hvis jeg selv skulle have ordnet det, så er jeg bange for at det var forsvundet i baggrunden.”

Grundet flere skader igennem hendes karriere, er Lotte klar i mælet omkring vigtigheden af at være ordentligt forsikret:
”Som ung spiller har man følelsen af, at man er uovervindelig, og der kommer aldrig til at ske mig noget. Fordi man træner godt, og er i god form. Og pludselig rammer det. Håndbold er så fysisk hård en sport for krop og led. Vi får mange skub, og spillere bliver ofte skadet. Der glemmer man ofte, at det er en god ide at have en forsikring med på sidelinjen, hvis man skulle blive ramt af en skade. Det er godt at være forsikret, både hvis du har brug for den og hvis du ikke har. Mit råd er: Det beløb du har mulighed for at forsikre dig selv for, det er det du skal gøre. Du skal presse citronen så meget som muligt. Alle bør virkelig overveje at blive bedre forsikret, selvom det er noget man som ung spiller slet ikke skænker en tanke.”

På trods af at Lotte har spillet i udlandet de sidste seks år, før hun i sommers lagde håndboldskoene på hylden, ser hun stadig mange fordele ved at være medlem af Håndbold Spiller Foreningen:
”Ligesom alle andre steder på arbejdsmarkedet, så har man brug for nogle der taler ens sag. Håndbold Spiller Foreningen har f.eks. bidraget til at vi på Damelandsholdet har stået stærkere i landsholdsforhandlinger. Der har vi brugt HSF rigtig meget! Jeg tror slet ikke det ville kunne fungere, hvis ikke vi havde dem med på sidelinjen der, til at strukturere tingene.”