HÅNDBOLD SPILLER FORENINGEN TOG OS MED I HÅNDEN

Glæde og godt humør efter en udesejr over SønderjyskE blev dagen derpå udskiftet med forvirring og fortvivlelse for 22-årige Lukas Jørgensen, da selskabet Århus Håndbold gik konkurs, og fusionerede med Skanderborg Håndbold. 

”Vi kommer til mødet mandag, og får at vide, at Århus Håndbold og Skanderborg Håndbold skal blive én klub, og at det er Århus Håndbold der vælger at lukke ned og gå konkurs, og så stiftes den nye klub Skanderborg-Århus Håndbold. Og derfra er man lidt i chok. Det var der ikke nogen af os der havde set komme, ej heller har prøvet at stå uden klub før. Slet ikke midt i en sæson hvor vi skulle til at spille nedrykningsspil” siger Lukas Jørgensen.

Lukas havde på daværende tidspunkt spillet næsten 2 sæsoner i Århus Håndbold, dog blev begge sæsoner afbrudt før tid, først af covid-19 og derefter konkursbegæringen.

”Jeg var en smule fortvivlet. Jeg vidste ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Tingene gik meget hurtigt, jeg skulle pludselig forholde mig til hvor jeg skulle spille i næste sæson. Samtidig havde jeg en masse holdkammerater, som jeg også var tæt på, og håbede det bedste for. Det var virkelig en turbulent periode at være i, og en besked man lige skulle sunde sig på, inden man kunne se frem af”.

Et par dage efter er alle spillere i Århus Håndbold til møde med Håndbold Spiller Foreningen, hvor konkursbegæringen bliver snakket i gennem. Samtidig bliver spillerne sat ind i den kommende proces, bl.a. at sagen ikke er afsluttet før konkursen er gået i gennem i retten.

”Håndbold Spiller Foreningen tog os med i hånden og forklarede hvordan det kom til at forløbe. Det gav os en stor tryghed, og det var rart at have HSF at læne sig op ad. De vidste hvad der skulle gøres, og de havde prøvet det før. Der er mange ting man skal forholde sig til. Så jeg synes HSF hjalp med de tekniske detaljer ved sådan en konkurs, f.eks. hvilke krav der var fra Lønmodtagernes Garantifond til det, og de så gik ind og betalte vores løn for resten af perioden. Der hjalp de i høj grad med at vi kunne få styr på det, samtidig med at man også selv skulle have noget fokus i at forhandle en ny kontrakt. Så jeg er bestemt tilfreds med den måde Håndbold Spiller Foreningen hjalp os igennem den periode.”

Lukas Jørgensen skiftede ”hjem” til GOG kort tid efter, hvor han som ungdomsspiller tidligere havde vundet DM både som u16 og u18 spiller. Ved siden af håndbolden læser han Finansøkonom online.

”Jeg læser på EA Dania i Silkeborg, som har et samarbejde med 4-player. Gennem HSF og 4-player fik jeg rådgivning og sparring om, hvordan man kunne gøre det. Jeg dimitterer til sommer, og derefter regner jeg med at spille håndbold på fuldtid.”

Han glæder sig samtidig over, at det er endt godt for størstedelen af hans gamle holdkammerater fra Århus Håndbold:

”Jeg har tænkt på efterfølgende, at i forhold til hvor vi lå i tabellen på daværende tidspunkt, så er de fleste af os kommet til en klub, som tabelmæssigt ligger, hvis ikke bedre, så lige så godt som vi gjorde i Århus. Det er dejligt at se at det ikke er gået alt for hårdt udover mine tidligere holdkammerater.”

Lukas understreger samtidig, hvor vigtig det er at være medlem af Håndbold Spiller Foreningen:

”Jeg vil sige at hvis man skulle havne i en konkurs, så vil jeg klart anbefale at man søger rådgivning i Håndbold Spiller Foreningen. Det var ikke alle på mit hold der var medlem af HSF på daværende tidspunkt, men da vi pludselig stod i en situation som ingen af os havde prøvet før, så ved jeg også at der var en del spillere som tog kontakt til Håndbold Spiller Foreningen efterfølgende for at blive medlem. Hvis man står i en konkurs situation, så synes jeg at HSF er rigtig gode til at have ens ryg.”